Ruterne til dette års Royal Run er netop blevet offentliggjort, og i Fredericia kan alle 13.500 deltagere glæde sig til en dag, hvor de kommer helt tæt på historien om fæstningsbyen Fredericia, der blev grundlagt af Kong Frederik 3. tilbage i 1650.  

De tre Royal Run-distancer snor sig nemlig på smukkeste vis rundt mellem byens historiske vartegn. Og særligt Fredericias imponerende voldanlæg og byens fire byporte spiller en helt central rolle for Royal Run den 20. maj. 

Samtlige deltagere – herunder også Hans Majestæt Kongen, der deltager i Fredericia – skal nemlig igennem alle Fredericias fire byporte: Kongens Port, Nørre Port, Prinsens Port og Danmarks Port. Danmarks Port har en helt særlig rolle – målstregen er nemlig placeret midt i den gule port. 

– Det har været helt naturligt at lade Fredericias unikke historie være centrum for Royal Run ’24. Vores historie er synlig i hele byen. Lige fra fæstningsanlægget, der omkranser byen, vores smukke byporte, de lige gader i midtbyen, Det Hvide Vandtårn og til Den Tapre Landsoldat, som står som et minde for de mange soldater, der kæmpede ved Slaget ved Fredericia 6. juli 1849. Derfor er jeg også enormt stolt over, at vi kan sende alle deltagerne og Hans Majestæt Kongen rundt i Fredericia vel vidende, at de kommer helt tæt på byens særlige historie og vores mange ikoniske vartegn, siger Peder Tind, der er formand for Fredericia Kommunes Kultur- og Idrætsudvalg. 

Kongen ankommer med Kongeskibet Dannebrog 

Ud over de smukke Royal Run-ruter, så kan både deltagere og publikum glæde sig til også at byde velkommen til Hans Majestæt Kongen, der har valgt at åbne motionsfesten i Fredericia, hvor Kongen ankommer på smukkeste vis. 

Kongen sejler nemlig til Fredericia med Kongeskibet Dannebrog, som forventes at ligge for svaj ud for Østerstrand efter klokken 10.00. Når Hans Majestæt er gået i land, forventes Kongen at komme forbi de mange Royal Run-aktiviteter, der er i området, hvorefter Kongen vil bevæge sig ned til startområdet for at deltage i løbet. 

Læs også

Royal Run-ruterne i Fæstningsbyen Fredericia 

Den første distance, der bliver skudt i gang i Fredericia, er One mile, og her går starten umiddelbart efter Kongens Port. Derefter løber eller går deltagerne langs ydersiden af Volden mod Nørre Port, hvor danske soldater natten mellem den 5. og 6. juli 1849 sejrede i Udfaldet fra Fredericia.  

Umiddelbart efter Nørre Port drejer deltagerne op på selve Volden, hvor der venter dem et smukt syn ud over Fredericias karakteristiske lige og vinkelrette gader. 

På Volden løber deltagerne forbi Det Hvide Vandtårn, inden de fortsætter ned på Landsoldatpladsen. Her står Bissens historiske statue til minde om Udfaldet fra Fredericia den 6. juli 1849, Den Tapre Landsoldat, og sender deltagerne gennem den tredje byport; Prinsens Port. Ruten går videre ud mellem voldgravene, inden deltagerne drejer ind på opløbsstrækningen frem mod Danmarks Port, som er den fjerde og sidste af Fredericias byporte – og som også er målstregen for Royal Run ’24 i Fredericia.  

Se One mile-ruten her 

Deltagerne på 5 km skal rundt i midtbyen 

Deltagerne på 5 km-distancen følger den første del af One mile-ruten, men når de er løbet igennem Nørre Port, skal de en tur rundt i Fredericias karakteristiske lige gader, inden de løber op på Volden, og følger sidste del af One mile-ruten mod målstregen. 

I midtbyen skal deltagerne blandt andet løbe på både Dronningensgade og Kongensgade.  

Her kommer de forbi Trinitatis Kirke, der danner et smukt og respektfuldt bagtæppe for et af Fredericias mest markante mindesmærker: Krigergraven. Her mindes de soldater, som mistede livet i Udfaldet fra Fredericia den 6. juli 1849.  

Herfra går ruten videre forbi byens pladser og tilbage til Nørre Port, hvor deltagerne slutter sig til One mile-ruten på Volden, løber forbi Vandtårnet, Den Tapre Landsoldat, igennem Prinsens Port og i mål i Danmarks Port. 

Se 5 km-ruten her 

Deltagerne på 10 km får udsigt til Lillebælt 

Deltagerne på 10 km-distancen kan glæde sig til en helt fantastisk udsigt, når de umiddelbart efter start ved Kongens Port løber ind på Strandstien, som ligger i absolut første række med udsigt til Lillebælt.  

Tilbage mod byen løber deltagerne parallelt med kystlinjen på Fælledvej, hvor deltagerne slutter sig til 5 km-ruten.  

De kan nu både glæde sig til at opleve turen gennem Nørre Port, fæstningsbyens karakteristiske lige gader, forbi Krigergraven, byens pladser, en løbetur på Volden, Den Tapre Landsoldat og de sidste to byporte – hvor Danmarks Port er mål for Royal Run ’24 i den kongeligt anlagte fæstningsby Fredericia. 

Se 10 km-ruten her 

Trafik og parkering i forbindelse med Royal Run – tag toget, cyklen eller gå 

Royal Run i fæstningsbyen bliver en kæmpe byfest. Med 13.500 deltagere og tusindvis af tilskuere, så kommer byfesten til at påvirke både trafik og parkering.  

I den kommende til vil de borgere, der bor langs ruterne, inden for Voldene og som bliver påvirket af Royal Run den 20. maj, modtage besked i e-boks om afspærringer i forbindelse løbet og parkering. Man kan også følge med på Fredericia.dk og royalrun.dk, hvor planerne for trafik, afspærringer og parkering i forbindelse med Royal Run offentliggøres.