Fredericia Tyrkisk Kulturforening står i centrum af en sag, der har skabt politisk debat og offentlig opmærksomhed. Nu taler foreningens formand, Turan Savas, ud og fortæller om baggrunden for, at foreningen vil tilbagebetale alle de kommunale midler de har fået.
Sagen begyndte, da Weekendavisen i august afslørede foreningens forbindelser til Diyanet, den tyrkiske statslige religiøse organisation, og rejste spørgsmål om, hvorvidt kommunale midler var blevet brugt korrekt.
Turan Savas bekræfter, at Fredericia Tyrkisk Kulturforening har modtaget i omegnen af 220.000 kroner fra kommunen. Han understreger dog, at foreningen står over for en stor udfordring i forhold til tilbagebetalingen, men de vil tage det skridt for skridt:
– Selvfølgelig er det mange penge, og det kan vi ikke bare lige finde. Men forhåbentlig finder vi en løsning. Ellers må vi tage det skridt for skridt, siger Savas.
Sagen har ikke blot drejet sig om økonomisk transparens, men også om politiske og mediemæssige beskyldninger. Flere politikere har krævet, at pengene bliver tilbagebetalt, og medier har antydet, at foreningen har forbindelser til det tyrkiske regime og mulig spionage, noget Savas tager kraftigt afstand fra:
– Der har været en del politiske røster om, at pengene skulle betales tilbage. Desuden har nogle medier skrevet, at vi støtter det tyrkiske regime og er en del af en eller anden spionageoperation, hvilket vi slet ikke vil have, at vores forening forbindes med. Så vi ønsker at afbryde den forbindelse, siger Turan Savas.
Beskyldningerne om spionage og forbindelser til tyrkisk politik stammer blandt andet fra Weekendavisens afsløringer. Men Savas afviser alle anklager og understreger, at foreningen ikke har nogen politisk tilknytning:
– Det må Weekendavisen selv bevise. Jeg mener ikke, at vi har nogen forbindelse til tyrkisk politik. Det andet, den religiøse del i Tyrkiet, er jo ligesom Kirkeministeriet i Danmark, og det er ikke noget nyt. Den har eksisteret siden 1923, da Atatürk stiftede den tyrkiske republik, hvor han ønskede at adskille politik og religion. Denne organisation vil fortsætte, selvom der kommer en ny leder til magten – Erdogan vil ikke være der for evigt. Vores moské er en del af den dansk-tyrkiske islamiske stiftelse, men det har intet med tyrkisk politik at gøre. Der er intet hold i de beskyldninger. Vi har i hvert fald ikke opfordret til tyrkisk politik eller spionage, slår Turan Savas fast.
En vigtig del af diskussionen har været de økonomiske forhold, særligt at moskéen og kulturforeningen delte regnskab, trods to forskellige cvr-numrer.. Savas forklarer, at dette ikke blev anset som et problem, da han tiltrådte som formand:
– Nej, faktisk ikke. Det var noget, man havde gjort i mange år. Da jeg trådte ind i foreningsarbejdet som formand, ønskede jeg kun at arbejde for den tyrkiske kulturforening og bygge broer mellem kulturer og trossamfund. Der var ingen bekymringer. Selvfølgelig var der nogle indtægter fra moskéen, såsom donationer, som vi vurderede skulle dække fællesudgifterne, fortæller Savas.
Savas påpeger, at foreningens regnskaber har været i orden, og at de hvert år bliver revideret af en statsautoriseret revisor:
– Hvert år bliver der lavet et regnskab af en statsautoriseret revisor, så alt er dokumenteret. Man kan se, om der er blevet brugt penge på moskéen, og det er der ikke for de kommunale midler, siger Turan Savas.
Trods dette er en del af problematikken, at moskéen og kulturforeningen deler samme adresse og faciliteter, hvilket skaber tvivl om fordelingen af udgifter. Derfor har foreningen nu besluttet at trække sig som folkeoplysende forening:
– Ja, moskéen har sit eget styresystem, CVR-nummer og vedtægter. Vi kunne sagtens fortsætte som folkeoplysende forening, men der vil altid være spørgsmål om energiudgifterne, fordi der kun er én vandmåler, én varmemåler og én elmåler. Derfor vil der altid være tvivl om, hvorvidt de korrekte beløb bliver betalt. Den tvivl ønsker vi ikke at have hængende over os, siger Savas.
Han slår fast, at foreningen ikke har nogen interesse i at fortsætte med at modtage offentlige midler, selvom det vil begrænse deres aktiviteter fremover:
– Vi trækker stikket på den måde, at vi ikke længere ønsker at modtage penge fra kommunen. Men vi vil stadig støtte kommunens integrationsindsats og fortsætte med at bygge broer mellem trossamfund og kulturer. Så vi stopper ikke arbejdet, men vi ønsker ikke flere penge fra kommunen på grund af de spørgsmål, der opstår. Det vil selvfølgelig begrænse, hvilke aktiviteter vi kan lave fremover, og vi skal passe på, at vores udgifter ikke overstiger vores indtægter. Det bliver lidt strammere fremadrettet, men det er en nødvendig beslutning, siger Turan Savas.
Foreningen afventer nu den endelige afgørelse fra Fredericia Kommune, hvor Folkeoplysningsrådet og Kultur- og Idrætsudvalget skal beslutte, om godkendelsen som folkeoplysende forening skal trækkes tilbage, og om de modtagne midler skal tilbagebetales. Samtidig forbereder foreningen sig på en fremtid uden kommunale tilskud.