EVENT. Et af de mest elskede partnerskaber i dansk musikhistorie får nyt liv, når Sebastian og Lis Sørensen i 2027 tager på fælles turné under titlen Tiderne skifter. Her vil de, bakket op af både band og strygere, besøge landets koncerthuse – og for første gang siden 1980’erne igen stå side om side på scenen.

Historien om deres samarbejde går tilbage til 1979, hvor Sebastian allerede var en etableret stjerne med en række anmelderroste albums bag sig. Da han skulle indspille sine Bertolt Brecht-fortolkninger til albummet Tiderne skifter, inviterede han en ny stemme ind i studiet: Lis Sørensen fra det stilskabende Shit & Chanel.

Det blev begyndelsen på et af dansk musiks mest markante samarbejder. Lis Sørensen lagde ikke kun kor på Sebastians sange – hun blev en central del af Sebastian Band og fik også sine egne numre, blandt andet den ikoniske Stille før storm fra albummet Stjerne til støv.

Nu, næsten fem årtier senere, genoptager de to kunstnere samarbejdet. Sangene på turnéen bliver Sebastians, mens Lis Sørensens faste band suppleres af et strygerensemble, der skal løfte de velkendte værker ind i en ny musikalsk ramme.

»Tiden er gået, og det er vigtigt for os at binde en sløjfe. Det betyder meget for os at stå der sammen, og jeg tror også, det betyder meget for publikum« siger Lis Sørensen. Hun beskriver samtidig betydningen af at træde ind i Sebastians musikalske univers i slut-70’erne: »For mig betød det at få adgang til en type sange, jeg aldrig havde sunget før. Jeg kom fra Shit & Chanel, hvor vi lavede sange i realtid. Sebastian åbnede til et eventyrligt univers både ordmæssigt og i hans måde at komponere og arrangere på. Ingen skrev sange som ham.«

Sebastian husker også deres første år sammen med stor varme. »Hun kom med et enormt overskud. Hun kan træde ind i og aflæse sange og tilføje en majestætisk storhed. Så der opstod hurtigt en fortrolighed mellem os, og vi kom til at betyde meget for hinanden.«

Turnéens titel Tiderne skifter er både en reference til deres første fælles projekt og en markering af de årtier, der er gået siden. For fans af dansk musik tegner 2027 allerede nu til at blive et historisk år, hvor to af landets mest markante stemmer igen deler scenen – og binder sløjfe på et samarbejde, der satte dybe spor i dansk musik.