Der kan ikke være nogen tvivl om, at folkeskolerne i Fredericia er pressede.

I den seneste tid har der været historier om en rekordhøj andel af unge, der dumper afgangsprøven i dansk og matematik, om dårlig trivsel og spareøvelser på grund af dårlig økonomi.

Det kalder på politisk handling, både i form af økonomisk prioritering af folkeskolen, men også gennem vigtige beslutninger om, hvordan vi tror på, at folkeskolen drives og udvikles bedst.

I SF er vi derfor glade for, at det er besluttet, at der som en del af visionsarbejdet med folkeskolen skal laves en analyse af alle aspekter omkring folkeskolen i Fredericia.

I SF ser vi i særdeleshed frem til at få belyst, hvordan strukturen påvirker skolens udvikling, de faglige resultater og elevernes trivsel. Kun på én skole i Fredericia, Fjordbakkeskolens afd. Taulov, har eleverne mulighed for et sammenhængende skoleforløb uden skoleskifte. Vi ved, at et skoleskifte både koster på elevernes læring og trivsel. Derfor ser vi frem til at få belyst netop denne ramme i strukturen ved den kommende analyse!

I SF tror vi på, at det vil styrke folkeskolen, at beslutningerne om udviklingen på den lokale folkeskole er så tæt på eleverne og medarbejderne som muligt. Vi ser med bekymring på, at distriktsmodellen i vores optik understøtter en topstyring fjernt fra elevernes dagligdag. Vi ønsker, at beslutningskompetencen skal tilbage til ledelse, medarbejdere, forældre og elever på den enkelte matrikel. Vi tror på, at vi på den måde kan frisætte folkeskolerne og sikre en god lokal opbakning.

Vi er helt klar over, at strukturen kun er et element, og at en af kerneudfordringerne er, at folkeskolen mangler ressourcer. Der er brug for politisk mod til at prioritere folkeskolen økonomisk. Ikke via små projekter eller puljer, men gennem en reel opprioritering af økonomien til folkeskolen.

Vi ser frem til analysen og vil i de kommende budgetforhandlinger prioritere folkeskolen højt. Der er brug for handling nu!

På vegne af SF Fredericia
Connie Maybritt Jørgensen, Byrådsmedlem
Malene Søgaard-Andersen, førstesuppleant Byrådet