Onsdag var der generalforsamling i Fredericia Shopping, hvor formand Ole Mortensen redegjorde for aktiviteterne, der har været i 2022. Handelsstandsforeningen havde blandt andet et succesfuldt Sommerrock, hvor det anslås, at 35.000 mennesker var i Fredericia bymidte.

Klokken 07:45 var der inviteret til generalforsamlingen, der blev afholdt i Port Houses kantine, hvor der blev budt på morgenbrød og kaffe. Omkring 30 medlemmer var mødt frem til årets generalforsamling, hvor Søren Svendsen blev valgt til dirigent.

Dernæst tog Ole Mortensen ordet, og kom med formandens beretning, hvor han blandt andet sagde:

– 2022 startede med lidt corona, og så kom der noget vi ikke havde forudset med, at vi skulle lege strømeksperter. Vi har lavet flotte events i løbet af 2022. Vi startede i april med events, og så kom den store sommersatsning. Jeg har boet i Fredericia i 33 år, og sidste års Somerrock er en af de største succeser  vi har haft. Det anslås at 35.000 mennesker var inde i byen, sagde Mortensen og fortsatte:

– Sommer i Fredericia er en af de ting, som kommunen skabte i coronatiden, og de har valgt, at det skal være en del af kommunen hvert år nu. Der er allokeret økonomi til det fra slutningen af juni til starten af august, og det har gjort, at der er kommet en del turister.

Mortensen kom dernæst ind på slutningen af 2022.

– Vi havde adskilt Black Friday og julemandens ankomst. Der var en del mennesker, men flere var forvirret over det med julemanden. Julen var spækket med events uden julebelysning, da vi troede, at strøm ville blive en mangelvare. Kommunen var i den forbindelse behjælpelige med events i gaderne, forklarede Ole Mortensen.

Beretningen gav anledning til en del debat. Der var den klassiske med åbningstider, men også spørgsmål om eksempelvis krydstogtskibene har en værdi. Det spurgte Joachim Grundtvig fra Sct. Knuds Skole om, og svaret lød:

– Ja, det giver en værdi, som Ole Mortensen udtrykte det.

Der blev talt en del om, hvordan butikkerne skal holde åbent i forbindelse med krydstogtanløbene, der er udenfor butikkernes normale åbningstider, men det vil der blive set nærmere på, når anløbene nærmer sig, da man på det tidspunkt vil have et bedre overblik over antallet af gæster på skibene.

Debatten om de generelle åbningstider, eksempelvis i forbindelse med julehandlen, rundede Ole Mortensen af med at sige:

– Lad os være enige om at være uenig.

Regnskabet skulle derefter fremlægges. Det blev det ved Carsten Pedersen fra RSM Danmark, der konstaterede, at regnskabsåret gav et underskud på -138.330 kroner, men at der er 367.499 kroner i banken.

Det blev forklaret, at Fredericia Shopping ikke er sat i verden for at genere overskud, og at pengene derfor er gået til aktiviteter for at fremme detailhandlen. Dertil kom det, at der i forbindelse med Sommerrock kom ekstra udgifter pga. der skulle ekstra sikkerhedsmandskab på, da man antog, at kunstneren Tobias Rahim ville tiltrække ekstra mange til at komme. De mange mennesker betød også, at der skulle opsættes ekstra toiletvogne, og den slags er ikke gratis, konstaterede Ole Mortensen.

Til bestyrelsen blev Ole Mortensen (Miami TØJeksperten), Brian Løkkegaard (Urbania Street Food), Søren Svendsen (Ranch Svendsen) og Tina Hansen (Vega Garn) genvalgt. Dermed består bestyrelsen fortsat af de fire, samt Vathana Mahalingam (Ecco), Helle Pedersen (Vinspecialisten) og Daniel Huusmann (Fredericia Isenkram). Derudover blev Per Lykkegaard fra CCPIP.dk valgt som suppleant.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her