Når Shu-bi-dua 2.0 den 26. april gæster Fredericia Teater, bliver det med en koncertoplevelse, der skiller sig ud fra alt, bandet tidligere har gjort. For første gang nogensinde spiller de et album fra start til slut – og valget er faldet på Shu-bi-dua 4, et af de bedst sælgende danske albums nogensinde.
Et album med historisk tyngde
At opføre et helt album fra første til sidste nummer er en særlig begivenhed for bandet, der i over 50 år har leveret soundtracket til dansk pophistorie. Forsanger Jørgen Thorup, der var en del af Shu-bi-dua fra 1987 som keyboardspiller og korsanger og senere også medlem af Hardinger Band, ser frem til at optræde med Shu-bi-dua 2.0 i Fredericia.
– Shu-bi-dua 4 er sammen med Midt om natten et af de bedst sælgende danske album nogensinde. Det er Shu-bi-duas største album og et af de mest ikoniske i dansk musikhistorie, siger Jørgen Thorup.
Normalt bytter Shu-bi-dua frit rundt på sætlisten for at holde stemningen i kog, men denne gang bliver det anderledes. Publikum får hele albummet i sin oprindelige rækkefølge – en oplevelse, der sjældent er set i bandets koncerthistorie.
– Vi kan ikke bytte om på numrene. Vi starter med United Steaks og slutter med Basuner og engle. Det er sådan pladen er, og det er sådan, vi spiller den. Vi er meget spændte på, hvordan det kommer til at gå, fortæller Thorup, mens begejstringen næsten smitter gennem ordene.
Musikken samler generationer
Shu-bi-dua 2.0 består af tre oprindelige medlemmer, der har spillet sammen i årtier, herunder Michael Hardinger, der var med til at stifte bandet i 1973, og Kim Daugaard, som sluttede sig til i 1985. Derudover er flere af de musikere, der tidligere har spillet i Hardinger Band, også med i bandet. Ifølge Jørgen Thorup er det musikken og publikum, der binder bandet sammen, og det er netop det, der sikrer, at Shu-bi-duas arv lever videre.
– Det er sangene, der holder os sammen på en eller anden måde. Selvfølgelig humoren og musikken, men også det at komme ud og spille de her sange, se folks reaktion og opleve dem synge med – unge og gamle, rigtig unge og rigtig gamle. Det strækker sig virkelig over flere generationer, fortæller han.
Han har bemærket, hvordan Shu-bi-duas publikum har udviklet sig over årene.
– Jeg tror, der også kommer nogle yngre mennesker. Det har vi set de sidste par år, hvor der er dukket rigtig mange unge op, siger han.
Fredericia Teater har en særlig betydning
Selvom Shu-bi-dua 2.0 aldrig før har spillet på Fredericia Teater, har stedet en særlig plads i bandets historie.
– Vi har aldrig spillet som band på Fredericia Teater, men det var jo dér, Shu-bi-dua – The Musical opstod, og vi var alle med til premieren. Så teatret har en særlig plads i vores hjerter, forklarer Thorup.
Musicalen, som blev en kæmpe succes og trak fulde huse, har været med til at understrege, hvor stærkt Shu-bi-duas musik står i dansk kulturarv.
Turnéen markerer noget særligt
Shu-bi-dua 2.0 er i gang med en omfattende turné, der tæller 50 koncerter, og flere af dem er allerede udsolgt.
– Det betyder rigtig meget for os, at vi endnu et år kan komme ud og spille. Vi har spillet sammen i mange år, men det er stadig noget særligt at tage på turné. I år skal vi spille 50 koncerter, 25 indendørs og 25 udendørs, og vi skal spille på Det Kongelige Teater for første gang nogensinde. Den koncert blev udsolgt på en måned, siger Thorup.
Men bandet ved også, at denne turné er en af de mest spændende, de har lavet.
– Vi glæder os til at komme ud og spille, men det her er en ny oplevelse. At spille et helt album, uden at bytte rundt på numrene, det har vi aldrig gjort før. Det bliver specielt – både for os og for publikum, siger han.
En anden ting, der måske gør koncerten særlig for mange fans, er, at Michael Bundesen ikke længere er iblandt os. Han stoppede allerede i 2011, men hans stemme og personlighed var i årtier en uundgåelig del af Shu-bi-dua. Da vi talte med Thorup, fortalte han, at koncerten stadig bliver noget helt særligt, fordi de – i modsætning til mange kopibands – faktisk har oprindelige medlemmer på scenen. Nu hvor han selv er forsanger, er det vigtigt for ham ikke blot at efterligne, men i stedet give sangene sit eget præg. For at undgå at fremstå som et kopiband vil han derfor synge numrene med sin egen stemme og fortolke dem på sin måde.
En anderledes koncertoplevelse
Den første halvdel af koncerten vil være en komplet opførelse af Shu-bi-dua 4, mens anden del bliver en rejse gennem bandets største hits.
– Jeg tror, det bliver fedt, fordi folk på forhånd ved, hvilke numre der kommer, hvis de kender albumet. Det er jo også ret specielt – man plejer jo ikke at vide det til en koncert, siger Thorup.
For dem, der ikke kan få nok af Shu-bi-dua, bliver anden halvdel en hitparade af de mest elskede sange fra bandets lange karriere.
– Det bliver noget helt specielt, altså på den måde bliver det en once in a lifetime-oplevelse, både for os og for publikum, at vi spiller det her album. Så det bliver virkelig anderledes og specielt, og vi håber virkelig, at folk vil tage godt imod det, siger han.