Et for årstiden sjaskvådt lavtryk er på vej mod Danmark sydfra og med det også en front, som i den grad vrides igennem, når den rammer landet ud på eftermiddagen.
Lavtryk og tilhørende front er blevet dannet som følge af store temperaturkontraster henover Europa, fra vest mod øst.
Således havner temperaturen i store del af Østeuropa i dag på mellem 20 og 25 °C, mens man må tage til takke med ”kølige” 9 til 14 °C i Vesteuropa.
Foruden de store temperaturforskelle, er luftfugtigheden også langt højere i Østeuropa til sammenligning med luften mod vest og fronterne, der skærer sig ned gennem Europa fra nord til syd, indeholder derfor masser af vand!
Noget af dette vand vil det kommende døgn havne i Danmark, hvor især den syd- og sydvestlige del af landet kan se frem til et sted mellem 30 og ca. 50 mm regn mange steder.
Disse mængder skal ses i forhold til normalen for hele april, som lyder på 38.5 mm (1991-2020 klimanormalen) og nogle steder vil der derfor falde over én måneds nedbør på ca. 24 timer, det er meget vand!
De forskellige vejrmodeller, som meteorologerne gør brug af, har ikke været helt entydige i forhold til hvor meget regn der kommer, og hvor de største mængder vil falde.