En 5. klasse fra Fjordbakkeskolen afdeling Skærbæk fik tirsdag smag for rådyr, bogstaveligt talt. Overskydende kød, som Fredericia Kommune var i besiddelse af, er blevet givet til flere folkeskoler, hvorefter de har hørt om fortællingen med det og samtidig fået muligheden for at tilberede det i hjemkundskab.

Hvert år skydes der dyr i dyrehaven af Fredericia Kommune. Efterfølgende sælger kommunen det til borgere, men der var for meget tilbage af kødet fra sidste år, inden det havde udløbsdato, og derfor tog naturvejleder i Fredericia Kommune, Bjarne Christensen, kontakt til skoler i Fredericia Kommune, der har hjemkundskab på programmet. Det har man i 5. klasse, og derfor har naturvejlederen tidligere været ude på blandt andet Frederiksodde Skolen og Kirstinebjergskolen afdeling Bøgeskov, inden turen tirsdag var kommet til Fjordbakkeskolen i Skærbæk.

Med sig ud på skolen havde Bjarne Christensen formand for Klima-, Natur- og Miljøudvalget, Tommy Rachlitz Nielsen (C). Foruden at være formand for det relevante udvalg, er Tommy også jæger, ligesom Bjarne, og det er derfor et emne, som den konservative gruppeformand kender til fra nært hold.

Netop kødet, som var på programmet, skulle laves, så det kunne komme i madpandekager. Bjarne Christensen forklarer, at madpandekager altid er en sikker vinder blandt børn. Efter at have forklaret om dyret i plenum i 15-20 minutter, gik forberedelserne til madlavningen i gang. Eleverne blev inddelt i hold og begyndte at gøre grøntsagerne klar, inden det blev tid til at snitte kødet i små stykker efter instruktion fra Bjarne Christensen.

– Det er en anden slags kød, end det de normalt ser. Man kunne se ved håndsoprækning, at ikke mange af dem har prøvet at smage det før, så det er spændende for eleverne at prøve noget andet end normalt, siger naturvejlederen og påpeger, at kødet er lokalt:

– Det er det i dén grad. Det er ude fra Fuglsang, og det er kød, som er dyrt i indkøb, som eleverne får at smage. De har alle haft et godt liv.

Det at komme ud og fortælle om dyrenes liv, og derefter tilberede det giver god mening for Bjarne.

– Det er én ting at gå ned og købe noget kød, og noget andet er, at det her faktisk kommer fra vores lokale dyrehave, og på den måde får en snak om dyr. Det synes jeg faktisk er ret vigtigt. Det er lærerigt for dem, synes jeg, siger Bjarne Christensen.

Og maden faldt også i god jord. Efter en halv times tid i køkkenet var eleverne klar til at spise den mad, som de selv havde lavet.