GASTRONOMI. Det er slut med fabriksbrød hos Slagter Gregersen på Nørrebrogade i Fredericia. Fremover bliver smørrebrødet smurt på det softkernerugbrød, der i 2024 vandt sølv ved DM i rugbrød — bagt af Kenneth Ebdrup fra Ebdrups Bageri på Vesterbrogade.
»Jeg har vundet mange præmier gennem årene, og nu skal det hele matche. Det skal være ordentligt brød under mit smørrebrød,« siger Frank Gregersen.

Slagteren er kendt for sine hjemmelavede specialiteter og prisvindende pølsemagerivarer, og tanken om at parre dem med et rugbrød af samme kaliber har ligget i baghovedet et stykke tid. Nu er det blevet til virkelighed. »Fra nu af er det sølvvindende softkernerugbrød, der kommer under smørrebrødet, og det smager bare godt.«
Softkernerugbrødet fra Ebdrups Bageri er bagt på egen surdej fra bunden over tre dage, og det var netop det brød, der i 2024 bragte Kenneth Ebdrup en andenplads ved DM i rugbrød efter blot ét år i Fredericia.

Samarbejdet går begge veje. Kenneth Ebdrup leverer rugbrødet, og inden længe kan det gå den anden vej. »Vi prøver at lave et samarbejde, hvor han køber nogle af vores produkter og vi køber lidt af ham,« fortæller Kenneth Ebdrup.
Planen er, at Ebdrups Bageri »inden for overskuelig fremtid« begynder at sælge Gregersens varme leverpostej i butikken, som udgangspunkt i weekenderne, fredag til søndag. »Der kommer nok til at dufte dejligt af varm leverpostej,« bemærker Frank Gregersen.

Han lover samtidig at kunderne ikke vil mærke noget til prisen på smørrebrødet, selv om råvarerne nu er af højere kvalitet. »Jeg gør det uden at det kommer til at stige mit smørrebrød,« siger han.
For slagtermesteren har samarbejdet også en personlig dimension. Han er på vej mod pension, og ville ikke gå fra butikken med fabriksbrød under pålægget. »Det skal være den bedste tid, jeg har den,« slutter slagteren.








