Fredag den 22. maj samledes et par hundrede mennesker, heriblandt ansatte, kunder, leverandører og samarbejdspartnere hos Wiggers & Klement A/S. Anledningen var en reception for Lars Pedersen, der den 1. maj trådte ind som virksomhedens fjerde medejer. Direktør Lennert Klement kalder udvidelsen en win-win.
Wiggers & Klement A/S oplyste allerede i april, at ejerkredsen ville blive udvidet fra tre til fire med Lars Pedersens indtræden den 1. maj 2026. Fredag i sidste uge blev beslutningen markeret med en reception, hvor begge nye og gamle relationer mødtes om kaffe, snak og en åben pølsevogn.
Det er ikke den slags beslutninger, der træffes på en eftermiddag. Lars Pedersen og Lennert Klement har kendt hinanden i mange år, og interessen har gået begge veje, før de nu står som medejere i samme virksomhed.

»Lars har vist interesse, og vi har også vist interesse for at få ham med ind,« siger Lennert Klement, adm. direktør og medejer i Wiggers & Klement. »I den vækstrejse, vi gerne vil være på og fastholde, var Lars en fin brik at få med ind. Fordi Lars har nogle kompetencer, som vi godt kunne se os selv bruge her i virksomheden.«
Det handler ifølge ham om mere end faglige kompetencer alene. Det handler om en måde at drive forretning på.
»Lars kan godt lide den måde, vi driver forretningen på, og han kunne sagtens se sig selv i vores hverdag og i vores måde at håndtere tingene på,« siger Lennert Klement. »Så alt i alt var det bare en win-win.«
Lars Pedersen har en baggrund med styring af projekter, og det er en af de grunde, han er kommet ind i ejerkredsen. Lennert Klement fremhæver eksekveringsevnen.
»Lars er meget dygtig til at få eksekveret tingene ude i markedet på en god måde, så kunderne er tilfredse, økonomien er på plads, og de folk, som arbejder sammen med eller under Lars, bliver behandlet ordentligt,« siger Lennert Klement. »Det er meget i vores ånd. Folk skal have det godt, kunderne skal være tilfredse, og kvaliteten skal være i højsædet.«

For Lars Pedersen selv er det en ny rolle på flere måder. Han har kun været i firmaet i tre uger og skal vænne sig til, at det nu også er hans egne penge, der står på spil.
»Jeg kommer fra en virksomhed, der er lidt større, og kommer forhåbentlig med nogle kunder, som jeg kan skaffe arbejde med,« siger Lars Pedersen.
Han beskriver de tre, han nu er kommet ind sammen med, som folk i samme støbning.
»Det er tre sløgner, som er i samme støbning som mig, i god måde,« siger han. »Jeg har kendt dem igennem mange år, så jeg ved, hvad de står for, og jeg ved, hvilken kvalitet de laver. Derfor vil jeg gerne være sammen med dem her i dag.«
At han nu også er medejer, gør noget ved måden, han ser arbejdet på.
»Man er meget mere investeret i det,« siger Lars Pedersen.
For virksomheden er udvidelsen af ejerkredsen led i en større bevægelse. Wiggers & Klement har netop købt en ny maskine, lejet flere lokaler og gør plads til flere medarbejdere. Tilbagemeldingerne på de første henvendelser, som Lars Pedersen har trukket med ind i firmaet, har været positive.
»Vi er meget fortrøstningsfulde, også i forhold til, at Lars kan bidrage med noget omsætning og bidrage med noget grundlag for alles bedste her i firmaet,« siger Lennert Klement.
Receptionen samlede et par hundrede gæster. Nogle havde meldt afbud på grund af pinsen, men døren stod åben hele eftermiddagen, og snakken faldt let.
»Det hænger jo også sammen med, at det er noget, Lars også kan,« siger Lennert Klement. »Behandle folk ordentligt og være en god fyr. Folk har lyst til at være sammen med os. Det er dejligt.«
Hvordan fremtiden tegner sig, er han ikke i tvivl om.
»Det bliver rigtig godt,« siger Lennert Klement. »110 procent.«








