Foto: AVISEN

Moderaterne foreslår nemmere adgang til arbejdskraft uden for EU, blandt andet ved at gøre sagsbehandling smidigere, stryge kravet om dansk bankkonto og fjerne muligheden for, at myndighederne kan give afslag på opholdstilladelse blot på baggrund af formodninger. Det får ros fra SMVdanmark, der dog efterlyser flere, konkrete tiltag.

Moderaternes udspil er vigtigt, mener Jesper Beinov, direktør i SMVdanmark, der organiserer 18.000 små og mellemstore virksomheder.

-Det er sagt mange gange, men kan ikke siges nok: Vi mangler arbejdskraft, og det bliver langt værre i fremtiden. Den samme situation står mange europæiske lande i, og vi kan derfor ikke regne med, at fx polakkerne og rumænerne kommer og redder os. Så Moderaternes fokus på, at det skal være lettere at tiltrække nye medarbejdere fra lande uden for EU er helt rigtig og skal have ros, siger han.

Moderaternes udspil rummer en række mindre forslag, der tilsammen gør en forskel.

-Over 300 personer fra ikke-EU-lande fik sidste år afslag på ansøgning om arbejdstilladelse, blot fordi myndighederne ”formodede”, at de ikke levede op til kravene. Men der var intet bevis, blot en antagelse. Den regel vil Moderaterne fjerne, og det er helt på sin plads, siger Jesper Beinov.

Der skal dog mere til, end det der ligger på bordet lige nu, mener han.

-Alene det, at Moderaterne åbner ballet og så konkret bakker op om mere arbejdskraft udefra er meget positivt, og der er flere gode forslag. Men politikerne bør også være åbne for at få flere hænder fra det sydlige Europa fx gennem rekrutteringsfremstød, der kan formidle danske job. Desuden bør den såkaldte positivliste revurderes, så ufaglærte får nemmere ved at komme hertil, og endeligt bør det også være muligt for to virksomheder at dele en medarbejder, så de kan leve op til den krævede indtægtsgrænse, siger han.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her