Avisen

Nyheder og indsigt.

avisen.nu › Business

Snart sover der gæster i Det Bruunske Pakhus

Snart sover der gæster i Det Bruunske Pakhus

BUSINESS. Det har haft mange liv. Det har været kornmagasin, malteri, møbelforretning og kulturhus, og nu er Det Bruunske Pakhus i Kirkestræde tæt på sin næste forvandling. Indenfor bag de gule Flensborgmure og de rødbrune skodder er håndværkerne i fuld gang med at bygge Fredericias fredede pakhus om til hotel, og ifølge bygherren, erhvervsmanden Henrik Rasmussen, ligger planen fast.

Det Bruunske Parkhus

»Vi er færdige den 17. og åbner den 23. marts«, siger Henrik Rasmussen til AVISEN.

Hotellet bliver drevet nøglefrit, så gæsterne tjekker ind uden reception. Pakhuset bliver indrettet i nordisk stil, og ifølge Henrik Rasmussen bliver der 13 dobbeltværelser, hvoraf fire bliver lejligheder med to værelser.

»Der bliver 13 dobbeltværelser, og fire af dem har to værelser, hvor der kan bo fire personer«, siger han.

Når man ombygger et hus, der er over 170 år gammelt, kan der dukke ubehagelige overraskelser op bag væggene. Det har ikke været tilfældet her, tværtimod.

Det Bruunske Parkhus

»Vi er faktisk blevet overrasket over, hvor god stand bygningen er i«, siger Henrik Rasmussen, som heller ikke har mødt uforudsete problemer undervejs. Han regner med, at det fortsætter sådan resten af vejen.

Projektet bliver fulgt tæt fra rådhuset. Mandag den 5. oktober mødte Teknik- og Miljøudvalget op i Kirkestræde klokken 8, før dagens udvalgsmøde. Her viste ejeren rundt i pakhuset, og politikerne fik tid til at tale med ham om projektet.

Pakhusets historie ses tydeligt i ombygningen. Det er de to nederste etager, der bliver til hotel, mens tagetagen med det store åbne tagrum, hængeværket og de tre hejsekviste ikke bliver rørt. De mørke bærende stolper og loftsbjælkerne bliver stående midt i rummene. Gulvene bliver lagt med massive fyrretræsplanker, væggene bliver kalket hvide, og hver lejlighed får sit eget køkken i eg og sit eget badeværelse. Stueetagens gamle revledøre under hejsekvistene ser ud som før udefra, men indenfor bliver de til glasdøre, så dagslyset kommer længere ind. Lejlighederne bliver i gennemsnit på 35 kvadratmeter, en nat ventes at koste mellem 800 og 950 kroner, og der er gratis parkering i gården bag huset.

Det Bruunske Parkhus

Ombygningen har været fulgt nøje. Den skulle godkendes af Slots- og Kulturstyrelsen, og dialogen med styrelsen begyndte i september 2025. Et tidligt forslag med smalle hotelgange midt i bygningen fik en kølig modtagelse, fordi de lange, mørke gange ville tage noget af oplevelsen af at stå i et pakhus. Planen blev ændret, og i december 2025 godkendte styrelsen princippet for indretningen. Den formelle tilladelse kom den 27. marts i år, og den 1. juni gav Fredericia Kommune byggetilladelse til at ændre bygningens anvendelse.

2026.10.05@06.47.31_1.jpg

Huset har navn efter købmand Johannes Iver Bruun, der købte grunden i 1780. Dengang lå der to kornlader på stedet. De blev senere revet ned, og omkring 1850 blev det grundmurede pakhus bygget. Her blev der opbevaret korn, tovværk og støbegods, og i et særligt dobbelthøjt rum blev der tørret malt til ølbrygning. Frem til efter 1945 blev bygningen brugt til både beboelse, pakhus, kornmagasin og møbelforretning, men den forfaldt kraftigt. I 1980 blev den fredet, og året efter købte Fredericia Kommune den og satte en stor renovering i gang under ledelse af arkitekt Erik Einar Holm. Fra 1986 var pakhuset kulturhus, hvor fredericianerne gik til koncerter, teater, foredrag og fest.

Det Bruunske Parkhus

I 2024 besluttede kommunen at sælge bygningen som en del af en plan om at skære ned på antallet af kvadratmeter, den skal drive, og i juli 2025 blev pakhuset solgt for 4,65 millioner kroner til Henrik Rasmussens selskab Morning Stars ApS. Snart kommer gæsterne til at sove, hvor der engang blev tørret malt.

Del artiklen

Læs også

Wiggers & Klement er succesvirksomhed for andet år i trækZantio IT er Børsen Gazelle igen og kåret som succesvirksomhedHan lovede bilbilleder på fire timer – nu klares det med et knipsDer stod kø uden for apoteket i Algade den første morgen, Tine Klingsten Nielsen låste op: Tolv år senere ejer hun seks apoteker i fire byer og kan stadig ikke sidde stille