Andreas Dyhrberg Andreassen blev tirsdag aften valgt som Socialdemokratiets folketingskandidat i Fredericia ved en velbesøgt generalforsamling.

80 medlemmer af partiet var mødt frem i 3F’s mødelokale på Venusvej. Det helt store punkt på dagsordenen var valg af folketingskandidat, hvor Andreas Dyhrberg Andreassen havde meldt sit kandidatur med bestyrelsens opbakning. Med sig på cv’et havde han fra ung været aktiv i partiet, og han mener nu tiden er inde til at gå ind i politik igen.

En stor del af de fremmødte var kommet grundet Andreas Dyhrberg Andreassens kandidatur, og allerede under formand Mads Fundings årsberetning, hvor han forklarede om anbefalingen af Andreassen som folketingskandidat, var der spørgsmål til det. 

Inden der skulle stemmes om folketingskandidaturet tog en række personer ordet. Blandt dem var borgmester Steen Wrist og tidligere borgmester Uffe Steiner Jensen, der har kendt Andreas Dyhrberg Andreassen i en lang årrække, og på den baggrund kom med deres anbefaling af ham til de stemmeberettigede. Uffe Steiner Jensen fortalte, at han har kendt Andreassen siden hans egen tid som borgmester, og derfor kender ham som en driftig mand. Steiner Jensen slog fast, at han tror på at Andreas kan blive Fredericias kommende folketingsmedlem for Socialdemokratiet.

Med 85 procent af de stemmeberettigedes stemmer, blev Andreas Dyhrberg Andreassen efterfølgende valgt som folketingskandidat for Socialdemokratiets partiforening i Fredericia. Det var en stolt kandidat, der blev valgt og blandt andet mindede hans skolelærer, Jørgen Vesterlund Jensen om, at han havde spået, at han ville komme på Christiansborg på et tidspunkt.

Efterfølgende var Andreas Dyhrberg Andreassen benovet over den tillid, som han blev vist af generalforsamlingen, der med 86 procent af stemmerne bakkede op omkring indstillingen til den nye folketingskandidat:

– Som jeg sagde i min tale, er jeg stolt og beæret over valget som ny Folketingskandidat i Fredericiakredsen. Nu starter arbejdet for at få valgt en fredericianer i Folketinget. Det kommer til at kræve hårdt og målrettet arbejde. Den store opbakning jeg fik her til aften, betyder alt for mig. Det er starten på et stærkt fundament, som vi skal bygge videre på, siger Andreas Dyhrberg Andreassen.

Borgmester Steen Wrist udtrykte glæde over, at partiet nu har valgt en ny folketingskandidat:

– Jeg er glad for, at vores generalforsamling har valgt Andreas som kandidat. Vi får en lokal forankret kandidat med stærke holdninger som vil være en god repræsentant for Fredericia. Det er vigtigt at stemme personligt. På landet stemmer man personligt på den lokale kandidat, og i bykredse som Fredericia har man ikke på samme måde den vilje. Sidst det lod sig gøre var 12 år siden, hvor en stor andel stemte personligt. Der tror jeg, at Andreas kan samle Fredericia om ham, fortæller Wrist.

Dermed har Socialdemokratiet i Fredericia nu deres folketingskandidat på plads efter, at Jens Jonatan Steen valgte at trække sig efter folketingsvalget i 2022. Det var især manglen på personlige stemmer, der gjorde at Fredericia atter måtte gå til valg uden at få en repræsentant fra Fredericia. Nu begynder arbejdet for socialdemokraterne og deres bagland på at få ændret på den kendsgerning frem mod næste valg.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her