Formand for Senior- og Socialudvalget, Søren Larsen (S), udtalte sig nylig på et møde med flere forskellige organisationer om udfordringerne og mulighederne inden for ældreplejen i Fredericia.

Det er udfordrende rundt om i de danske kommuner i disse år, hvor budgetterne er brugt, og næsten bruges før, de bevilliges. Det mærker man også i Fredericia.

– Det er vigtigt, hvordan vi kan få borgerne involveret i det arbejde, vi laver. Vores udfordring på ældreområdet er, at vi i kommunen har brugt loftet. Vi kan ikke tilføje flere penge, siger Søren Larsen.

– Den anden udfordring er, at der kommer færre og færre unge mennesker, og der kommer flere og flere ældre. Det skal vi forbedre, fortæller han.

Ifølge Søren Larsen bør der tænkes over, om der er alternative måder at løse problemerne på. Han mener, at foreningerne har en dyb indsigt i, hvor problemerne ligger, og hvordan man kan afhjælpe eksempelvis ensomhed.

– Vi er ikke på fuldt blus efter Covid. Mange ting er blevet bremset og er gået i stå. Flere ældre er ikke længere en del af et fællesskab. Det skal vi rette op på, fortæller Søren Larsen.

Han nævnte også betydningen af de lokale områder som Erritsø og Taulov, og hvordan de kan bidrage med løsninger.

– Vi var omkring 40 personer til mødet, og vi er alle engagerede i at finde løsninger og bruge vores budget mest effektivt, tilføjer han.

Søren Larsen understreger nødvendigheden af økonomisk ansvarlighed:

– Har vi et merforbrug, skal vi finde pengene inden for eget budget. Skrider udgifterne, skal vi finde besparelser. Vi skal have styr på økonomien, slår Søren Larsen.

En potentiel løsning kan være at give mere ansvar til frontpersonalet, da de har bedre indsigt i de daglige udfordringer. Søren Larsen forklarer, at det kunne være en vej frem at lade personalet, der arbejder på stedet, træffe flere beslutninger, da de kender forholdene bedst.

– Vi arbejder på en strategi, og det er ikke sidste gang vi mødes. Det er vigtigt at involvere alle parter i denne proces, afslutter Søren Larsen.

0 0 stemmer
Article Rating
Følg
Notify of
guest
0 Comments
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer