Sommer i Fredericia har været ramt af det dårlige vejr i juli, men for en af de større restauratører i byen, har det ikke været en katastrofal sommer.

Det er få uger siden, at selskabet bag Urbania Streetfood kunne melde ud, at de har fået forpagtningen af Havnegrillen på Gl. Havn i fæstningsbyen. Men hvorfor kaste sig over is, når juli har været den mest regnfulde nogensinde, og hvad gør kunderne, når vejret er dårligt.

Der er god stemning på Gl. Havn, hvor man igen kan købe is. Foto: AVISEN

– Set med vores briller, og det gælder lidt alle de steder, som vi nu driver, så er vi forretninger, der har det bedst, når solen skinner, det er der ingen tvivl om. Vi har en del udepladser, og vi nyder også godt af sommeren generelt set, det er den tid, der er vores højtid. Hvis vi skal gå en smule tid tilbage, så havde vi jo en fantastisk forsommer, fortæller Brian Løkkegaard.

Netop det gode vejr betyder noget, da Danmark oplevede en hedebølge, tørkevarsler og solskinstimer ad libitum, men så startede skolernes sommerferie, og med den kom regnen.

– Juni var rigtig god, vi kom lidt sent i gang med de rigtig varme dage, fordi maj måned ikke var præget af super godt vejr, men da det endelig kom, så var der rigtig godt vejr i hele juni måned stort set, så vi var super glade, og kom godt fra start, hvis man kan sige det sådan, forklarer Løkkegaard.

Arbejdet med at forskønne Havnegrillen og området omkring grillen er i gang. Foto: AVISEN

Juli var dog ikke den strandmåned, som den plejer at være i Fredericia.

– Juli har været kedeligt. Jeg kan ikke lide at bruge ordet katastrofalt, for det er aldrig fuldstændig skidt, for vi har stadigvæk mennesker, der skal have noget at spise, så det er ikke helt galt, men vi mangler da lidt besøgende, den gode stemning og de glade aftener ude i vores gårdhave og på stranden. Jeg tror godt folk kan nikke lidt genkendende til at sommeren i år, ikke har været præget af strandbesøg og is, og jeg tænker ikke, at det er her, vi har set mest til Fredericia, siger han.

Er det så ikke modigt at kaste sig ud i en ny isbutik?

– Jeg ved ikke, om det er modigt. Selvfølgelig er det altid rart, når solen den skinner, ligemeget hvor du er henne af, at der sælges is. Vi snakker også stadig om sommeren 2018, som var helt fantastisk, og vi åbner ikke denne her nye isbutik udelukkende for en sæson, og jeg tænker over de næste ti år, der skal vi i hvert fald nok ramme nogle gode somre, ingen tvivl om det. Jeg synes også, at selvom vejret er imod os, så vil vi stadigvæk kæmpe for at gøre vores by mere og mere interessant, lyder svaret fra Løkkegaard.

Der er dog, trods vejret, mange mennesker der vælger at besøge Østerstrand til de populære torsdagsstrandkoncerter.

– Vi havde også koncerten med Aura Dione, hvor der var rigtig mange, mens de fleste kom lige til øllet, og også gik lige umiddelbart efter. På trods af de mange mennesker på stranden, så når vi bare ikke rigtig at få den der gode sommerstemning, hvor folk kommer i god tid, og sidder sammen, snakker, hygger og får et godt glas rose, eller spiser en is. Mange kom for at høre hende, og tog derefter hjem, men jeg er alligevel super glad for, at der er så mange der trodser mulighederne for dårligt vejr, og kommer ud på stranden med åbent tag over hovederne, og oplever en helt fantastisk koncert i selvskab med rigtig mange andre. Det var super dejligt at se, og det håber jeg også, at de gør på torsdag, fortæller Brian Løkkegaard.

Virksomheden har virkelig travlt, trods de manglende solskinstimer. Lige nu er det store arbejde med at bringe Havnegrillen tilbage i topform i gang, imens har de placeret en istrailer på lokationen.

– Det er gået lidt, som vi havde regnet med, når solen skinner, eller der er noget at komme efter på havnen, så er der mange mennesker, og når der er dårligt vejr og regn så er der nul. Vi er ved godt mod, og synes beliggenheden er helt perfekt, og vi tror nok endnu mere på beliggenheden nu, hvor vi står dernede, og kan se mulighederne, siger Brian Løkkegaard.

De håber på at kunne tilføre mere liv i den omdiskuterede nye bydel, der tidligere summede af liv. Det kommer igen, det er Brian Løkkegaard sikker på.

– Vi er sikre på, at vi kan tilføre noget til det område, så vi får endnu større bevægelse på vores havnefront dernede. Vi ved godt, at vi med vores isbil ikke er attraktive nok, til at kunne få det halve af Fredericia med ned at hygge, men der er selvfølgelig en is til dem, der går forbi alligevel. Men vi glæder os selvfølgelig til at åbne op rigtigt, det gør vi. Vi er i fuld gang dernede, fortæller han og slutter:

– Jeg tror tidsplanen holder nogenlunde, og der er intet umiddelbart, vi er stødt på, som vi ikke kan komme efter. De sidste håndværkere er kommer på nu i denne uge, der er lige nogle enkelte udskydelser, men det er kun en dag eller to, så vi er i fuld gang med at få de sidste ting hjem, så vi kan komme i gang med de ting, som skal op og ændres.

0 0 stemmer
Article Rating
Følg
Notify of
guest
0 Comments
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer