Nicolai Arvedsen er nu forhenværende stabschef for Fredericia Kommune. Det bekræfter kommunaldirektør Thomas Jaap, der samtidig begrunder fratrædelsen med besparelser.
Den 1. april 2022 blev Nicolai Arvedsen ansat som stabschef i Fredericia Kommune. Den daværende kommunaldirektør, Camilla Nowak Kirkedal, så frem til samarbejdet, men nu er både hun og stabschefen altså fortid i kommunen. For Arvedsens vedkommende blev det til cirka to år, men til gengæld kan han se frem til et års løn uden at skulle arbejde. Men det sker på baggrund af, at der nu er et ønske om, at man skærer ned på antallet af chefer, hvilket skal ske i henhold til de overenskomstmæssige krav:
– Jeg kan bekræfte, at vi har indgået en fratrædelsesaftale med Nicolai Arvedsen. Det er en frivillig aftale på overenskomstmæssige vilkår, hvilket betyder, at han får 12 måneders løn. Fratrædelsen sker som led i, at vi ser ind i endnu et spareår, hvorfor vi ser på kommunens økonomi. Set i lyset af denne, har vi set på, hvor vi kan skære chefrækkerne til, siger Thomas Jaap.
Fredericia Kommune fik forrige år ny kommunaldirektør, og med udsigt til at skulle spare, er der således tale om en markant besparelse på løn, da Arvedsen fik 1.219.790,13 kroner om året.