Når Monjasa Park i Fredericia lørdag den 4. maj slår dørene op for den store Charity Match, står den ikke kun på fodbold og fest, men også på en mulig ny rekord for antal siddende gæster til et enkelt arrangement. Med tribuner opsat i begge ender af stadion, er der lagt op til en flot weekend, hvor byen og dens faciliteter vises frem fra deres bedste side.
Der arbejdes bag ved scenerne på Monjasa Park, både med opsætning af telte, hegn og møbler til det store arrangement, der slår dørene op i sit festivalområde klokken 10.00 lørdag formiddag. Henrik Kyhl, der både er engageret som partner på Wings For Life via Philips, men også projektleder i weekenden glæder sig til:
– Vi sætter stadionrekord med hensyn til antallet af siddende gæster. Der er sat tribuner op i begge ender af Fredericia Kommune. Vi har aldrig før set så mange siddende gæster til noget arrangement i Monjasa Park. Det er fedt at trække så mange til byen for alle, siger Henrik Kyhl.
Eventet trækker 40 YouTubere med et samlet reach på 14,5 millioner mennesker til byen, og ifølge Kyhl er dette en unik chance for at vise Fredericia frem:
– Vi er mega glade og stolte over at have trukket sådan et arrangement til Fredericia. Vi gør alt, hvad vi kan for at brande byen og vise den frem til en ny flok mennesker.
Weekenden står ikke kun på fodbold, men også på show og fællesskab.
– Vi har en hel weekend, der står i Wings For Life-tegn med fodboldmatchen lørdag og løbet søndag, hvor der også er koncert. Der venter en masse aktiviteter i Fredericia begge dage, hvor der også er gratis koncert i byen og meget andet. Så der bliver gang i Fredericia, tilføjer Kyhl.
Forberedelserne til arrangementet har også involveret intens træning fra YouTuberne, som ser en ære i at deltage.
– YouTuberne er klar. Mange er gået i træningslejr. Der er en ære i det, det er fedt at se, hvor dygtige de er. Mange har nok tænkt, at det bare er nogle glade mennesker, men de viser også en sportsånd, og hvilke personer de er bagved.
Forventningerne til billetsalget er høje, som Kyhl fortæller:
– Vi forventer udsolgt i morgen, også på de seks ekstra tribuner, der er sat op.
Husum: Folk kommer for showet – og de kan godt glæde sig
YouTuber Alexander Husum deler også sin spænding for eventet og det unikke ved publikummet:
– Folk skal glæde sig til et mega fedt show. En mega fed stemning, noget der kom bag på os sidste år, for det er ikke direkte fodboldfans, der kommer her, men YouTube-fans går også amok. Det er stemning. Det er at se sine yndlingscreators få en masse fede high fives.
Husum pointerer også vigtigheden af mødet med fansene:
– Det giver os meget at møde fansene og se dem glade. Det er derfor, vi gør dette, udover at støtte et godt formål.
Selvom kampen er en showmatch, forventes der masser af underholdning på banen.
– Jeg tror ikke, at folk har trænet overhovedet, men det er også okay. Det er jo en showmatch, og ikke en reel fodboldkamp. Jeg ved også, at der kommer til at ske ting på banen, der ikke sker på en normal fodboldbane, men der sker en masse andre fede sjove ting, siger Husum.
En anden nøglefigur i arrangementet, Lum Krasniqi, fortæller, at det har været let at få YouTuberne med om bord i år. Flere har skrevet på forhånd, og spurgt om de kunne være med. Det er virkelig noget, mange gerne vil støtte op om, fortæller han, da vi interviewer ham.
– I forhold til første år har det været nemt at få YouTuberne med. Det har været hypet. Folk har skrevet, om de måtte være med. Fantastisk at se så mange støtte charitymatchen i Fredericia.
Krasniqi er heller ikke i tvivl om vigtigheden for YouTuberene i det at støtte projektet.
– Mange har tidligere været fodboldspillere, men er blevet YouTubere. Det har været en barnedrøm for dem at gå ind på et fyldt stadion. Det er sindssygt. Ingen er dog særligt udvalgt til kampen. Vi ser på de YouTube-opslag, der er lavet i løbet af et år, og derigennem fandt vi ud af, hvem der skulle være med.
Med rekordmange tilskuere og et program spækket med showsport og underholdning, står Monjasa Park klar til at blive scenen for en stemningsfyldt weekend i velgørenhedens og showets tegn.