I EGIF Rugby har de en særlig talentfuld årgang. Det er det nuværende U16-hold, som to år i træk er blevet dansk mester, men det er ikke nok kun at være god. Det kræver også et godt sammenhold.
Hver tirsdag og torsdag klokken 17:00 er der træning for U16-holdet. Der bliver gået til stålet, og det er ikke en sport for sarte sjæle, og man skal kunne tåle at få knubs.
Som en samlet enhed, der er på vej i kamp, kæmper spillerne for hver eneste meter på banen, og skal forsøge at løbe bolden over stregen. Det har Lauge Jørgensen, holdets anfører, gjort i en del år efterhånden.-
– Rugby er en kontaktsport, som er rigtig fed. Hvis man godt kan lide at få lidt knubs og få gode venner, skal man prøve det, siger Lauge.
Når man ser U16-holdet spille, ser det forholds vi simpelt ud, men der er regler, som man skal huske på – og så er det bandlyst at sammenligne rugby med amerikansk fodbold.
– I rugby må du kun kaste bagud, og man bruger kun tandbeskytter. I amerikansk fodbold må du kaste bolden fremad og har meget mere beskyttelse på. Rugby er mere hardcore, siger Lauge Jørgensen.
Silas Paulsen er holdkammerat med Lauge. Han har også været med til at vinde guld, og opskriften er ikke kun hårdt arbejde til træning, ifølge ham.
– Man skal møde op til træning, men det fællesskab vi har, giver os noget, da vi har et forhold, man ikke får de fleste steder. De fleste af os er også sammen uden for klubben, fortæller Silas.
Når man spiller U16, kommer der yderligere et aspekt i det: Styrketræning. Det er en nødvendighed, hvis man skal kunne stå imod fysisk.
– Lauge træner i fitness, og jeg skal også til det. Jeg skal løfte meget, så jeg skal træne skuldrene, siger Silas, som bliver suppleret af Lauge:
– Du skal have styr på skulder, ben og core og skal holde balancen. Så skal du skubbe og løfte. Jeg ved, at mange af os træner, men det er ikke rugby-relateret. Vi er lige blevet en del af Fredericia Eliteidræt, hvor vi har fået fem ind. Jeg træner selv med dem også og træner også onsdag med dem fra 16-19, siger Lauge.
Tidligere var rugby ikke en del af Fredericia Eliteidræt, men det er det nu. Det giver dem bedre muligheder, da de har fysiske trænere tilknyttet.
– Du lærer at træne rigtigt med Eliteidræt. Du ser, hvordan du forbedrer dig og får et træningsprogram, siger Lauge.
U16-holdet har for de flestes vedkommende spillet sammen i syv år, og det giver en speciel følelse, når de løber rundt sammen på grønsværen.
Det føles som, at vi er en flok brødre, siger Lauge og kommer ind på den udvikling, som der har været:
– Til at starte med var det for sjovt. Min far har spillet på højt niveau, og jo ældre jeg er blevet, er det blevet en livsstil. Jeg bytter gerne vagter på arbejde for at spille en kamp og vil gerne være professionel.
Det samme er tilfældet for Silas. Han bruger meget tid sammen med holdkammeraterne.
– Jeg fandt fællesskabet her, og nu bruger jeg det meste af min tid her. Der er altid plads til en, og virkelig plads til alle her. Jo flere, der er med, jo sjovere, fortæller Silas.
Nye er kommet til
På holdet er en enkelt pige, nemlig Marie Kloppenberg. Med tiden er hun blevet en del af drengeholdet.
– Det er sjovt, og der er mennesker, jeg ikke kendte. Jeg bor i Strib, og der går de andre til klaver og gymnastik. Jeg ville hellere spille rugby, siger Marie, som har spillet rugby før hun kom til EGIF, men der var det ikke samme følelse:
– Jeg synes, det er sjovt. Har man et godt hold, er det sjovt at spille. Træner man ikke med et godt hold, er det ikke fedt. Dem her er sjove, da man også kan tage pis på dem, siger Marie.
En anden, som er ny på holdet, er Nick Pokhodin. Han kom til Danmark, da krigen brød ud i Ukraine, og så begyndte han til rugby.
– Jeg skulle finde nogle venner, og jeg fik en chance for at være her, siger Nick og beskriver hvad man skal i rugby:
– Du skal løbe, tackle og være stærk og være god til taktik og strategi.
Lauge og Silas har beskrevet et stærkt fællesskab på holdet, og det er Marie og Nick nu blevet en del af.
– Vi har et godt fællesskab. Jeg har fået mange gode venner. Hvis vi ikke spiller sammen, så hygger vi også sammen, fortæller Nick.
For Maries vedkommende er de vigtigt, at hun har lært holdkammeraterne godt at kende. Det giver fordele på banen.
– Jeg havde svært ved at finde ud af, hvem der er god til hvad i min tidligere klub. Jeg ved, Nick er god til at tackle, og hvis en anden er hurtig, for eksempel, så ved jeg, han er god på kanten, forklarer Marie.
Fællesskabet lever i bedste velgående hos EGIF Rugby. Med et fællesskab, der er unikt, jagter de nye mål, og fremfor alt dyrker de deres stor fælles passion: Rugby.
