Statsministeren besøger Grønland for at tale sikkerhedspolitikSikkerhedspolitik danner rammen, når statsminister Mette Frederiksen den 6.-7. juni er i Grønland.

Statsministeren deltager tirsdag i møde i Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarspolitisk Kontaktudvalg sammen med udenrigsministeren, den fungerende forsvarsminister, justitsministeren og deres grønlandske og færøske kolleger.

Fokus vil blandt andet være på den rolle, som Arktis og Nordatlanten har i den geopolitiske virkelighed efter Ruslands invasion af Ukraine, NATO-topmødet i Vilnius, og det kommende forsvarsforlig.

-Ruslands brutale angrebskrig trækker spor i resten af verden, og den sikkerhedspolitiske situation er grundlæggende forandret. Vi skal undgå, at den breder sig til Arktis. Jeg er glad for, at Danmark, Færøerne og Grønland enstemmigt fordømmer Rusland og støtter Ukraines forsvarskamp. Vores helt grundlæggende værdier og principper er på spil. Demokrati, fred og frihed, siger statsminister Mette Frederiksen.

Kontaktudvalget blev etableret den 4. oktober 2021 mellem Færøernes landsstyre, Grønlands Naalakkersuisut og Danmarks regering for at styrke samarbejdet om udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske spørgsmål. Udvalget mødes fast én gang om året i forbindelse med rigsmøde og derudover ad hoc efter behov.

Onsdag holder statsministeren, formanden for Naalakkersuisut og lagmanden rigsmøde og drøfter emner af fælles interesse i rigsfællesskabet.

-Samarbejdet mellem vores tre lande handler om meget mere end udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik. Bekæmpelse af klimaforandringer, forskning, indsats for udsatte børn og unge, kulturformidling og meget andet. Vi arbejder også i fællesskab for at styrke relationerne mellem EU og Færøerne og Grønland. Kernen i rigsfællesskabet er samarbejde om alle de forhold, der betyder noget for de enkelte lande i riget – for den enkelte færing, grønlænder og dansker, siger statsminister Mette Frederiksen.

0 0 stemmer
Article Rating
Følg
Notify of
guest
0 Comments
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer