KRIMI. En cykelhandler i Erritsø fik en stjålen cykel tilbage på usædvanlig vis, da personalet selv genkendte den på banegården i Fredericia, dagen efter den var forsvundet fra butikken.
Tyveriet skete mandag morgen klokken 8.14 hos Fri BikeShop på Erritsø Bygade. Her kom en mand ind i butikken og gik tilsyneladende interesseret rundt og kiggede på cykler. I et kort øjebliks uopmærksomhed fra de ansatte lykkedes det ham at tage en cykel og cykle fra stedet.
Butikken havde selv delt et billede af cyklen i en lokal Facebook-gruppe med en opfordring til at give besked, hvis nogen så den. Det gav pote. Tirsdag blev personalet kontaktet med et tip om, at cyklen holdt nede på banegården i Fredericia, og da ansatte fra butikken kørte derned, stod cyklen der ganske rigtigt.
Manden, der var sammen med cyklen, var hverken imødekommende eller samarbejdsvillig, og derfor blev politiet tilkaldt. En patruljevogn kom frem, og en 36-årig mand fra Fredericia blev sigtet for tyveriet. Han viste sig desuden at være i besiddelse af en kniv, som han ikke lovligt måtte bære, og det blev han ligeledes sigtet for.
Cyklen er nu tilbage hos butikken.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport den 5.8 kl. 9.00 af politikommissær Hans Hoffensetz.








