Med en generøs bevilling på 10 millioner kroner fra D/S Orient’s Fond // Dampskibsselskabet NORDEN kan Nationalmuseet styrke sin forskning, bevaring og formidling af den maritime Danmarkshistorie. Første skridt er konserveringen af et unikt skibsvrag fra 1100-tallet fundet i Kolding Fjord.

Nationalmuseet har fået en generøs bevilling til at udforske Danmarks maritime fortid, både den fysiske som ligger skjult under havoverfladen, og den som kan udledes af historiske dokumenter.

D/S Orient’s Fond // Dampskibsselskabet NORDEN A/S har bevilget 10 millioner kroner til Nationalmuseets femårige forskningsprojekt ”Havet – fra urtid til nutid”, og det vækker stor glæde hos museets direktør.

– Om noget er vores kulturhistorie forankret i det maritime. Siden vikingetiden har vi været en egentlig søfartsnation, og også i dag spiller det maritime en stor rolle, både for vores økonomi og vores identitet. Derfor er det utrolig spændende, at vi nu får mulighed for at bringe noget fra den del af vores kulturarv op til ’overfladen’, helt konkret og også i forskningsmæssig forstand, siger Rane Willerslev, direktør for Nationalmuseet.

Forskningsprojektet ledes af Nationalmuseets seniorforsker og adjungeret professor David Gregory.

– Der findes en hel verden skjult under havoverfladen, som fortæller om Danmarks maritime historie – vores afhængighed af og tætte relation til havet gennem årtusinder, fra stenalderen og frem til i dag. Med den generøse bevilling kan vi nu blive klogere på den kulturarv, der ligger under vand, og som udgør en væsentlig del af Danmarks kulturhistorie, siger David Gregory.

Nationalmuseet har en lang tradition for at arbejde med den maritime og submarine kulturarv, og på baggrund af bevillingen igangsætter museet nu en række nye forsknings-, bevarings- og formidlingsprojekter. De første tre er:

  • Oprettelse af et ’Center for Maritim og Submarin kulturarv’ med David Gregory som leder. Centret skal samarbejde internationalt og nationalt, herunder med blandt andet Vikingeskibsmuseet i Roskilde, M/S Museet for Søfart i Helsingør, Sea War Museum Jutland i Thyborøn, Center for Søfart og Maritime Håndværk i Holbæk og Grønlands Nationalmuseum i Nuuk.
  • Oprettelse af en ny forskerstilling i maritim kulturhistorie.
  • Konservering og digital dokumentation af skibsvraget Kolding-koggen med henblik på videre formidling af skibet og dets historie.

Kolding-koggen er et skibsvrag fra slutningen af 1100-tallet, som er et af verdens ældste af sin slags og betegnes som et enestående fund i europæisk skibshistorie. Vraget blev fundet i 1943 i Kolding Fjord og hævet i 2001, men fundet er aldrig blevet konserveret. Det bliver det nu. Allerede i denne uge flyttes vraget fra Staldgården ved Koldinghus til Nationalmuseets enhed for Konservering og Restaurering i Brede nord for København, hvor det skal dokumenteres og efterfølgende konserveres.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her