FC Fredericia sikrede sig i søndags videre avancement i pokalturneringen. I fredags satte klubben billetterne til salg, og de kan mærke stor interesse for både ude- og hjemmekampen mod Silkeborg.

FC Fredericia sikrede sig den samlede sejr mod Lyngby i kvartfinalen, da de vandt 1-0 i returkampen på Lyngby Stadion. Siden er FC Fredericia blevet kontaktet fra nær og fjern.

– Det startede nærmest i sekundet efter dommeren fløjtede, hvor vi fik lykønskninger, og så tog det fart mandag med henvendelser om salg af billetter, både til almindelige og sponsorer, så vi besluttede at sætte billetterne til salg tidligt. Alle partnerne har fået mail ud om VIP-arrangementet, og vi har åbnet for salget, så vi kan danne os et overblik og give os god tid til at planlægge. I 2018, da vi mødte Silkeborg i semifinalen sidste gang, var der 4.000, og vi forventer flere end mod OB, hvor der var 3.000. De første billetter er allerede solgt, og sponsorerne henter allerede billetter. Det bekræfter fornemmelsen om, at interessen er stor, siger salgsansvarlig i FC Fredericia, Christian Johansen.

Det bliver dog ikke kun på hjemmebane, at FC Fredericia ser ud til at få stor opbakning. Også til udekampen på Jysk Park i Silkeborg er der stor interesse for at komme afsted.

– I forhold til udekampen i Silkeborg er vi pt. minimum syv busser. Vi er en blanding af fans, frivillige, partnere og sponsorer, takket være syv af vores sponsorer. Takket være dem kan vi sende mange tilskuere. Jeg tror, at vi bliver omkring 500 i udebaneafsnittet i Silkeborg. Det er virkelig fedt, og det er stort for os, at der er så stor opbakning, forklarer Johansen.

Til semifinalen mod Silkeborg i 2018 var der ikke to langsider med siddepladser på Monjasa Park. Spørgsmålet er derfor, om der ikke burde komme flere tilskuere til opgøret i 2024, end der var dengang.

– Dengang kunne der stå flere og være flere på stadion. Der var volde hele vejen rundt, så der kunne være mere plads til at stå på. Der kan være fysisk mindre, men det kan være der kommer flere. I første omgang har vi omkring 2.500 pladser til salg til almindelige tilskuere, og så har vi allokeret 8-900 pladser til vores sponsorer på Carlsberg-tribunen. Vi kan åbne op for flere ståpladser, men der kommer ikke flere siddepladser til salg, end dem der er. Så det er med til at slå til allerede nu, slutter Christian Johansen.

Den første semifinale mellem Silkeborg og FC Fredericia spilles den 29. marts på Jysk Park, mens der er returopgør på Monjasa Park den 10.-11. april (ikke fastlagt endnu). Billetter til FC Fredericias hjemmekamp kan købes ved at klikke her.