KULTUR. Der er noget særligt ved en dokumentarfilm. Den stiller spørgsmål, som fiktion sjældent tør. Den kræver noget af sit publikum. Og når lyset i salen tændes igen, sidder man ofte med en fornemmelse af, at verden lige blev lidt større – eller lidt mere kompliceret.
Det er præcis den fornemmelse, Panorama Biograferne igen i år vil skabe, når dokumentarfilmfestivalen FREDERICIA:DOX løber af stablen den 20.-22. marts i samarbejde med CPH:DOX og Fredericia Kommune. Og for andet år i træk følger Middelfart med, når Middelfart:DOX åbner dørene den 18.-22. marts.
Helle Broen fra Panorama Biograferne er kvinden bag programmet, og hun lægger ikke skjul på, at konceptet rammer noget hos publikum. »Det er dokumentarfilm i biografen, og så krydrer vi hver film med en samtale eller debat bagefter, som nuancerer det, filmen tager op,« fortæller hun.
Fra Merckx på landevejen til Aalbæk i modvind
Årets program spænder bredt – og det er en underdrivelse. Der er filmen om cykellegenden Eddy Merckx, der følger hans rejse fra ungdomstalent til international stjerne. Efter visningen får publikum besøg af cykelrytter Brian Holm og cykelkommentator Bastian-Emil Goldschmidt, der sammen med den lokale cykelekspert Jesper Larsen sætter Merckx og hans betydning for sporten i perspektiv.
I den anden ende af spektret finder man Patriarken, et portræt af filmproducenten Peter Aalbæk, en mand fanget mellem fortidens magt og nutidens krav om forandring. Her kommer Aalbæk selv forbi til en samtale efter filmen. »Filmene er meget forskellige. Der er en om cykelrytteren Eddy Merckx, en om Peter Aalbæk og hans deroute, og så er der Astrid Lindgren og hendes forfatterskab. Det er et bredt program,« siger Helle Broen.
Netop Astrid Lindgren-filmen, A World Gone Mad, dykker ned i den svenske forfatters formative år under Anden Verdenskrig, hvor dagbogen blev hendes følgesvend gennem krigens mørke. Efterfølgende inviteres publikum til samtale med præst og skuespiller Helene Neuman om kunstens og kulturens betydning i krisetider.
Programmet rummer også Our Land, der tager seeren med til England og Wales i en film om retten til at færdes i naturen, i et land, hvor man ikke nødvendigvis kan gå en tur i den lokale skov, fordi naboen ejer den. Til den film serveres der britisk te og biscuits i salen.
Næsten udsolgt i Fredericia allerede
I Fredericia er alle forestillinger gratis, mens det i Middelfart koster 50 kroner. En forskel, der ifølge Helle Broen skyldes de to kommuners forskellige tilgang til samarbejdet. Billetterne bookes via Panorama Biografernes hjemmeside, ligesom til almindelige forestillinger. Og interessen? Den har ikke ladet vente på sig. »Det er lige blevet offentliggjort, og vi har haft travlt med vinterferie, så markedsføringen er ikke for alvor skudt i gang endnu. Men i Fredericia er vi stort set udsolgt allerede,« fortæller Helle Broen.
Det overrasker måske ikke dem, der fulgte med sidste år. For da Middelfart:DOX havde premiere i 2025, var modtagelsen overvældende. »Det blev modtaget kæmpe godt. Helt overraskende godt,« siger Helle Broen med et smil. »Der var virkelig stor interesse sidste år.«
Mere end bare film
Det er netop samtalerne efter filmene, der ifølge Helle Broen gør festivalen til mere end en almindelig biograftur. Når gæster som Brian Holm, Peter Aalbæk og Helene Neuman sætter sig i salen efter rulleteksterne, får publikum en oplevelse, man ikke finder på sofaen derhjemme.
FREDERICIA:DOX 2026 finder sted den 20.-22. marts i Panorama Fredericia. Entréen er gratis, og billetter bookes på Panorama Biografernes hjemmeside. Middelfart:DOX løber af stablen den 18.-22. marts i Panorama Middelfart. Her koster en billet 50 kroner.





