Sydøstjyllands Politi har torsdag morgen anholdt syv personer i forbindelse med en anmeldelse, der har ført til politiaktioner i både Haderslev og ved Horsens.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en myndighedsmeddelelse torsdag klokken 09.26.

Ifølge politiet er anholdelserne foretaget som led i en efterforskning, og der forventes afholdt grundlovsforhør senere torsdag. Politiet vil opdatere offentligheden, når der foreligger nyt om det eventuelle grundlovsforhør.

Politiets umiddelbare vurdering er, at det anmeldte forhold er sket i et lukket, kriminelt miljø. Der er ifølge politiet ingen fare for borgere i Haderslev eller Horsens.

Sydøstjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger i sagen.