De seneste måneder har Sydøstjyllands Politi modtaget flere anmeldelser om blufærdighedskrænkelser i Kolding-området. Den efterfølgende efterforskning har ført til, at en mand fra Kolding er blevet sigtet.

Sydøstjyllands Politi foretog torsdag en ransagning på en adresse i Kolding, og efterfølgende er en 49-årig mand blevet sigtet.

Ransagningen skete som led i efterforskningen af flere anmeldelser om blufærdighedskrænkelser, som Sydøstjyllands Politi har modtaget de seneste måneder. Anmeldelserne er nogenlunde enslydende, idet det i flere tilfælde beskrives, at en mand i en mørk bil har henvendt sig til og blottet sig for børn, der var på vej til eller fra skole i Kolding-området.

På baggrund af beskrivelser fra vidner, den øvrige politiefterforskning samt gårsdagens ransagning valgte Sydøstjyllands Politi at anholde og sigte manden for fire tilfælde af blufærdighedskrænkelse.

Sydøstjyllands Politi har ikke mulighed for at bidrage med yderligere informationer på nuværende tidspunkt, da der fortsat skal gennemføres yderligere efterforskningsarbejde.