Når publikum inviteres indenfor på Det Bruunske Pakhus i Fredericia fra premieren 9. marts og frem til 22. april venter der en intens oplevelse, hvor man må forvente at blive rørt.
Teater Malstrøm melder nu ’klar scene’, som man siger i teatersprog, lige før en forestilling går i gang. De seneste dage har skuespillerne øvet i den færdige scenografi i Det Bruunske Pakhus, og holdet glæder sig nu til at mærke publikums reaktioner på stykket, når det har premiere på torsdag.
Teaterleder Martin Bach Sørensen uddyber: – Det er nok den mest gribende af de 21 forestillinger, vi efterhånden har sat op på Malstrøm. Det har vi kunnet mærke under hele prøveforløbet, både på os selv og på de få udefra, der har fået lov at overvære prøverne. Så der venter publikum en sjældent intens oplevelse denne gang.
Scenografi bringer publikum helt tæt på
Det Bruunske Pakhus egner sig godt til intime teaterforestillinger, men til Festen udnyttes mulighederne til fulde, da scenografien er etableret, så handlingen foregår midt ude i salen.
Instruktør Nanne Siff Rasmussen er meget begejstret for udnyttelsen af teaterrummet: – Publikum vil være i direkte kontakt med skuespillet fra alle siddepladser, og det vil føles som om man er med til festen, der foregår rundt omkring én i salen.
Festen får os til at reflektere
Manuskriptet til teaterudgaven af Festen ligger sig tæt op ad Thomas Vinterbergs og Mogens Rukovs film, som udkom for 25 år siden. Men der er alligevel forskel på at se handlingen på en skærm og opleve det fysisk foran én, mener kunstnerisk leder Maria Cordtz:
– Til Festen skaber vi en slags totalteater, hvor man som publikum har svært ved ikke at blive helt opslugt i handlingen. Det kan man glæde sig til som publikum, og samtidig skal man være forberedt på at stykket sætter tanker i gang om ens egen familie og måske også hvordan man har håndteret svære sandheder.
Da stykket har gjort stort indtryk på hele holdet på Teater Malstrøm, ser alle nu frem til at tale med publikum og høre om deres oplevelser fra premieren og frem.
Faktaboks
Festen spiller fra 9. marts til 22. april 2023 i Det Bruunske Pakhus, Kirkestræde 3, 7000 Fredericia.
Forestillingen spiller torsdag, fredag og lørdag kl. 19.30 samt en matinéforestilling lørdag kl. 14
Billetter kan købes på billetten.dk på dette link Billetten.dk – Festen
De 15 medvirkende i ”Festen” er:
Mikkel Aarestrup, Line Frank Karlson, Mikkel Nordfang Philipsen, Poul Erik Petersen, Merete Skovly Nielsen, Maria Winther, Bjørn Valentin, Lars Kristensen, Bjarne Jønsson, Anne Lise Holm, Kristina Linneberg Storm, Bjarne Pedersen, Nina Løyche Pedersen, Noah Thomsen og Signe Jensen