KULTUR. Den ene fortælling begyndte med en konge, en fæstning og en by anlagt efter lineal i 1600-tallet. Den anden er betydeligt yngre og handler om store orkestre, scenelys og musicals, der gennem årene har fået publikum fra hele landet til at sætte kursen mod Fredericia. Nu kan de to fortællinger ende på samme adresse.
Efter borgmester Peder Tind (V) og viceborgmester Susanne Eilersen (DF) mandag præsenterede ønsket om at samle Museum Fredericia og Fredericia Musicalteater i et stort kulturhus i Kanalbyen, har AVISEN talt med de to institutioner, der i givet fald skal fylde huset. Museumsdirektør Simon Faber fortalte, at tanken har summet det seneste halve år, og at han allerede ser for sig, hvordan et museumsbesøg kunne begynde højt over byen med udsigt til voldene og de retvinklede gader.
På Fredericia Musicalteater begyndte overvejelserne med teatrets egne rammer og spørgsmålet om, hvordan et fremtidigt scenekunsthus kunne se ud. »Vi har længe kigget på, hvordan man kunne forløse et scenekunsthus,« fortæller teaterdirektør Thomas Bay til AVISEN.
Undervejs begyndte samtalerne med Museum Fredericia, som gennem årtier har arbejdet med ønsket om nye rammer for formidlingen af fæstningsbyen. To forskellige kulturinstitutioner stod med hver deres byggeprojekt og nogle af de samme udfordringer, og herfra voksede tanken om at forsøge at løse dem sammen. »Vi har talt frem og tilbage med museet, som jo også har nogle lignende problemstillinger, og der er vi kommet frem til den tanke, at det kunne være spændende med et ikonisk byggeri, som kunne rumme begge dele i byen. Noget, som spiller på det, der er unikt for Fredericia,« siger Thomas Bay.
Fæstningen er den historie, byen fik med sig fra begyndelsen. Musicalen er den, Fredericia selv har skabt i nyere tid. Den første kan ingen anden dansk by overtage. Den anden har kostet dyrt at opbygge, været gennem konkursen i 2020 og siden fået et nyt liv i Fredericia Musicalteater. Nu er spørgsmålet, om de to fortællinger sammen kan bære noget, som hverken museet eller teatret kan løfte alene. Det mener Thomas Bay.»Den grundlæggende tanke er, at vi i fællesskab kan være stærkere og løfte noget, der kan styrke Fredericia som kultur- og historieby,« siger han.
Der ligger også et ganske jordnært regnestykke bag tanken. Museet har sit publikum gennem dagen, teatret først og fremmest om aftenen, mens foyer, publikumsområder og en række andre funktioner kan deles. Men for Thomas Bay handler fællesskabet lige så meget om de mennesker, de to institutioner forsøger at trække til Fredericia. »Vi arbejder begge med oplevelsesøkonomi, altså kulturoplevelser, og vi tænker, at der er stærke synergier i det publikum, som vil komme hertil for at besøge museet. Det er gæster, der også vil besøge et teater. Der er synergier, både i forhold til hvornår på døgnet vi bruger huset, og hvilke mennesker der kommer til byen.«
Det er en velkendt ambition i en by, der gennem mange år har forsøgt at få sine store attraktioner til at række ud over kommunegrænsen. Musicalpublikummet kommer allerede langvejsfra, og med et nyt museum er ambitionen, at Fredericias historie skal gøre det samme. Lykkes kombinationen, kan en forestilling følges af en overnatning, et restaurantbesøg eller en tur på volden, mens gæsten, der kommer for historien, måske bliver hængende til noget andet. »Hvis vi cementerer Fredericias position som en kultur- og historieby, tror vi, at det her er en spændende vej at gå,« påpeger Thomas Bay.
Og så spiller adressen naturligvis en rolle. Kanalbyen har gennem mange år været et af Fredericias største udviklingsprojekter, men store arealer ved Lillebælt venter fortsat på deres fremtid. Peder Tind har allerede beskrevet kulturhuset som en mulig motor for den næste del af udviklingen, og Thomas Bay ser samme mulighed fra teatrets side. »Det vil være oplagt at booste den del af byen, som har det kæmpe potentiale til at få folk ind til Fredericia og se, hvor fed vores by egentlig er.«
Hvis teatret en dag skal flytte fra Prinsessegade og ned mod vandet, skal ambitionerne efter hans opfattelse også kunne ses på huset. Det skal række længere end til at løse to institutioners pladsproblemer. »Så skal det være et fyrtårn, et kulturelt fyrtårn, der rækker langt ud over kommunegrænsen, og som gør, at folk får lyst til at besøge byen. Der vil en placering nede ved vandet være den rigtige,« siger Thomas Bay.
Dermed bakker begge institutioner op om det udspil, politikerne kom med mandag. Til gengæld er der stadig mere, der er uafklaret, end der er på plads.
Der findes endnu hverken et færdigt projekt eller en finansieringsplan. Borgmesteren har selv illustreret størrelsesordenen ved at sige, at fredericianerne ikke skal se byrådet finde en halv milliard kroner i kommunekassen, og planen er derfor at hente en væsentlig del af pengene hos fonde, erhvervsliv og staten. Dertil kommer spørgsmålet om, hvordan to selvstændige institutioner med hver sin bestyrelse, økonomi og opgave konkret skal bo under samme tag.
Og så er der Voss-grunden. Den blev i 2023 stillet vederlagsfrit til rådighed for et nyt formidlingscenter efter årtiers arbejde med drømmen om et fæstningscenter. Flytter museets fremtid nu mod Kanalbyen, står både grundens skæbne og den tidligere politiske beslutning tilbage som spørgsmål, der skal besvares.
