Danmark har fået en plads i FN’s Sikkerhedsråd. Det er flot og godt for Danmark. Men en plads i Sikkerhedsrådet forpligter. Det forpligter på den måde, at man skal turde at tale de store lande i mod.
Der er to emner, som den danske regering bør rejse hurtigst muligt i Sikkerhedsrådet, da det er to emner som ikke kan vente. Og dette er to emner mange af de store lande ikke kan lide at tale om.
Det første emne er verdens klima og forpligtigelsen globalt til at nå Parisaftalens målsætninger. Klimaet skriger på handling og den – samt vi – kan ikke vente på langsommelige politikere. Der skal sættes gang i udfasningen af fossile brændsler og udviklingen af mere grøn energi fra bølger, sol og vind.
Det andet emne er Israel/Palæstina-konflikten. Danmark skal forlange at krigshandlingerne skal stoppe og forhandlingerne skal begynde. De ulovlige israelske bosættelser forværrer konflikten og har resulteret i en årelang eskalering af spændingerne i området. Efter min opfattelse er der kun en løsning – og det er to-stats-løsningen hvor palæstinenserne får deres eget land samt at Palæstina anerkendes som et selvstændigt land.