Vi har god grund til at være stolte af vores gymnasier i Fredericia. År efter år uddanner byens gymnasier fantastiske unge, samtidig med, at vi holder fast i stolte traditioner og en god moral. Det er prisværdigt og noget, man alt for sjældent takker for.

Det er en tid, hvor gymnasieuddannelserne i Danmark har været under et voldsomt politisk pres. Årsagen skyldes en ualmindelig ubegavet indstilling til værdien af gymnasierne og den dannelse, almene viden og de store værdier, der formidles her. Ideen om, at samfundet skal presse unge ud i ungdomsuddannelser ud fra nogle fiktive forventninger om behov for dit og dat, er grundlæggende tåbelig. Det samme er ideen om at indføre nye karakterkrav til gymnasierne. Vi ved jo allerede, at unge er kommet ind med lavere gennemsnit og senere har fået gode jobs og videregående uddannelser. Vi ved, at der er nok, der vælger en erhvervsuddannelse, men de falder fra. Hvad med at se på, hvorfor, hvordan og hvorledes, og hvad med at huske: Der er også brug for læger, ingeniører, skolelærere, pædagoger, sygeplejersker og mange flere ekstremt vigtige erhverv, der binder vores samfund sammen.

Kort sagt er de danske gymnasier en kæmpe succes, ikke mindst Fredericia Gymnasium. Skolen fremstår ren, pæn og vedligeholdt. Personalet og underviserne formår at sprede sammenhold, indlæring og viden, der kommer hele Fredericia og Danmark til gavn. Det er et af de steder i Fredericia, hvor man har svært ved at finde kritiske holdepunkter, fordi stedet er blevet en institution blandt byens borgere.

Derfor er det også skamfuldt, når man på rådhuset ikke vil flage for de studerende, fordi “det ikke er en officiel flagdag”. Men man kan godt køre bunker af jern og øl gennem byen, når der skal spilles på de lokale spillesteder. Værdisætningen på rådhusgangen er helt forfejlet. Vi skal naturligvis fejre vores unge gymnasieelever fra byens ungdomsuddannelser og sende dem ud med en kanonsalut. Det andet er for nærigt, for dumt og for provokerende for os borgere, hvoraf mange selv har gået på Fredericia Gymnasium, IBC, HTX m.v. Når man ser energien på IBC, der konstant er i fornyelse og også nu er ved at lave nye faciliteter, så må man være taknemmelig for initiativ og virkelyst. Når man møder rektor Lars Hansen hos HTX og hans unge elever, så er man ikke i tvivl om, at der dannes mennesker, der kommer til at gøre en forskel for Danmark og Verden.

Nu fyldes gaderne med de unge, der fejrer. Og hvilken stolthed er der ikke at se hos forældrene, der måske kigger 20-30 år tilbage og ser deres eget spejlbillede komme kørende på lastbilen. Det er, som rektor Jørgen Lassen og rektor Jakob Lund sagde i deres taler, en tid med vemod, stolthed og glæde.

Vi lover her på AVISEN, at vi næste år selv medbringer flag, når I skal danse om vores stolte landsoldat, hvis kommunens nærige embedsfolk ikke selv vil flage. Vi skal nemlig hylde de fyrtårne, der skaber værdi og binder generationerne sammen. Vi ønsker hele årgang 2024 et stort tillykke med deres huer og sender en stor tak til byens stolte ungdomsuddannelser og deres personale, med lige så stor en tak for den fremragende indsats for vores unge.