Fredericia kæmper ingen kampe for at tiltrække fremtidens erhvervs og uddannelsesmuligheder, Fredericia ender altid bagud i forhold til naboer som Middelfart, Vejle og Kolding.
Jeg har skrevet om dette i flere omgange, snæversynethed og betonstalinistiske tankegange har præget byrådets og forvaltnings simplificerede evne til at tænke fremtid ind i Fredericia.
Hvorfor er der en konstant manglende koordineret strategi og langsigtet vision i Fredericia. Hvorfor er vi ikke proaktive som nabokommunerne med at formulere og kommunikere en klar vision for fremtiden. De har satset aggressivt på teknologi, innovation og bæredygtighed, Fredericia er ikkebegyndt at udforme en sådan strategi, det er kun ord, ingen handling.
Uddannelsesinstitutioner er afgørende, da de tiltrækker unge mennesker og dermed også talenter og fremtidige arbejdsstyrker til byen. Fredericia har ikke udviklet et bredt udvalg af uddannelsestilbud sammenlignet med fx Kolding, der med Syddansk Universitet og Designskolen, som Vejle med UNI Campus tiltrækker mange unge og skaber et miljø, hvor nye virksomheder også etableres.
Nabokommunerne har opbygget stærke netværk og partnerskaber mellem uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv, hvilket sikrer bedre praktikmuligheder, trainee-stillinger og innovative projekter. Fredericia kunne gøre mere for at samarbejde med de store virksomheder i byen og omkringliggende områder for at styrke koblingen mellem uddannelse og erhverv.
Nabokommunerne har været bedre til at brande sig som attraktive destinationer for både erhverv og uddannelse. Fredericia, på trods af sin centrale placering og transportfordele, har ikke på samme måde etableret en klar identitet, der trækker erhvervslivet til. Branding og synlighed er uhyre vigtig.
Den politisk handlekraft i Fredericia er væk sammen med visionerne, det kræver politisk mod og opbakning at investere i store projekter og infrastruktur, der kan gøre byen mere attraktiv. Hvis Fredericia virkelig skal konkurrere, kræver det politikere, der tør satse, netop dér, vil Jeg Poul Rand gøre en forskel.
Fredericia skal komme ind i kampen, nu, det kræver en sammenhængende og bæredygtig udviklingsplan, tættere samarbejde med lokale aktører og en langt stærkere brandingstrategi.
Poul Rand, Kandidat KV 25 for Liberal Alliance.