Venstre i Fredericia har valgt deres borgmesterkandidat til kommunalvalget i 2025. Valget er igen faldet på Peder Tind, der er blevet forholdt til, hvordan partiet vil agere frem mod valget, og hvordan han forholder sig til situationen med valgforbund i Fredericia, hvor der allerede er indgået et på den borgerlige side.

https://youtu.be/V5l4dvqVtAQ

Da Venstre holdt generalforsamling var der samtidig opstillingsmøde med spidskandidaturet frem mod Kommunal- og Regionsrådsvalget i 2025. Peder Tind blev valgt som borgmesterkandidaten, og Pernelle Jensen blev spidskandidaten til regionsvalget.

– Jeg er tilfreds, da jeg aldrig har lagt skjul på, at jeg har politiske ambitioner for byen. Der er et stort potentiale, som jeg gerne vil være med til at udfolde over de kommende år. Derfor er jeg glad for, at blive genvalgt som borgmesterkandidat. Det er fundamentet, der er vigtigt at have med baglandets opbakning, og det organisatoriske og nu har et mandat man kan gå ud med. Det er en tillidserklæring, da jeg har været i byrådet i fem år og er vokset med opgaven. Vi kan forvente os meget af Venstre i de kommende år, siger Tind.

Der er 2,5 år til kommunalvalget, men allereden nu har Venstre været fremme i skoene med udmeldinger om blandt andet en midtbystrategi.

– Venstre skal være et synligt parti og ikke kun være det tæt på valget, og derfor er vi offensive med strategier. Man vil opleve, at vi kommer med klare budskaber, og det er vigtigt. Vi skal ikke kun vælges fordi vi er fra Venstre, men vi skal også have klar, god politik med udvikling og med kant, fortæller Tind.

Selv sidder Peder Tind i spidsen for Kultur- og Idrætsudvalget.

– Kulturen er et flagskib. Der er volden, museet, kulturen og idrætten, hvor vi har meget at byde på. Det er vigtigt, at vi i de kommende år understøtter store idrætsevent. Vi kæmpede blandt andet markant for at få de nordiske mesterskaber i triathlon til byen i september. Man vil se, at vi vil understøtte udviklingen af byen generelt. Man skal huske få år tilbage med vores bosætning 360 graders kampagne, da vi haltede efter på bosætningstal, men der er et større potentiale. Vi skal fortælle verden vores historie, siger Peder Tind.

Tind er også med i styregruppen omkring formidlingscentret, der i folkemunde kendes som Fæstningscentret.

– Det er en lang rejse, og det er ikke nemt med så store ambitioner. Kigger man på vores historie i byen, er der mange andre kommuner der ikke kan sammenligne sig med os. Derfor skal vi skabe et godt fundament for hele formidlingscentret., fortæller Tind.

På landsplan er Venstre i modvind, men partiet står godt lokalt, mener borgmesterkandidaten.

– Venstre er et godt fællesskab, og vi har et godt bagland også. Der kan godt være uenigheder om politik, men overordnet set stiller vi altid med en borgmesterkandidat. Det ligger latent i vores organisation, men man har skullet vende sig til at vi er i regering med Socialdemokratiet. Ingen ved hvad det får af konsekvenser for kommunalpolitiken, siger Tind.

DF, Konservative og Liberal Alliance har indgået et valgteknisk forbund allerede nu. I første omgang er det uden Venstre, selvom de borgerlige notorisk plejer at have Venstre med fra start.

– Jeg har hele tiden sagt, at jeg havde brug for mit mandat som borgmesterkandidat. Det er formanden og borgmesterkandidaten, der gør det. Jeg er tilhænger af brede valgforbund så alle stemmer tæller, men jeg kommer ikke til at forholde mig til offentligt om vi går med eller ej. Den tager vi i et lukket område. Det er ikke sådan som man har gjort tidligere, men vi er interesseret i dialog med dem. Det skal være klart for dem, at vi stiller op og vil have en borgmester, siger Peder Tind og fortsætter:

– Lige nu er der ubekendte faktorer i dansk politik. Der er nye partier, der ikke er aktive i Fredericia endnu, og så er der nationale tendenser med, at Liberal Alliance er store, men historisk har de ikke været det i Fredericia. Det er vigtigt, at man har politisk indhold, og det er jeg fokuseret på. Der er de tekniske ting med valgforbund, som vi skal diskutere med de andre partier. Historisk har det været os, der tog teten og samlede det, men nu har andre partier lavet en aftale og det er en god start.

Spørgsmålet er, om Peder Tind og Venstre kunne finde på at kigge andre veje og indgå i et valgforbund med Socialdemokratiet.

– Det er et godt spørgsmål, slutter Tind.

Hvordan Venstre vælger at agere i forhold til et teknisk valgforbund står hen i det uvisse, men sikkert er det, at partiet vil være synlige med politiske udmeldinger allerede nu, og ikke kun tæt på valget i 2025.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her