FredericiaLive er klar med efterårets program for koncertkonceptet »Warehouse Folk«, der siden lanceringen sidste år har fået en stærk start i Tøjhuset.
Konceptet blev præsenteret i december og bygger videre på byens stolte traditioner for folkemusik fra Det Bruunske Pakhus. Her er ambitionen at skabe nærværende koncertoplevelser med både danske og internationale navne.
»Med folk-konceptet ’Warehouse Folk’ ønsker vi at præsentere nogle unikke og nærværende koncertoplevelser, hvor publikum kan komme helt tæt på musikken. Akustikken og atmosfæren i Tøjhuset er yderst velegnet til koncerter med akustiske instrumenter, og samtidig er folkemusikken en genre, der er inde i en spændende udvikling. Og med folkemusik-rødderne i Det Bruunske Pakhus mener vi, at det er helt oplagt at dykke ned i netop folkemusikken«, siger Kirstine Uhrbrand, leder og booker for Tøjhuset.
Efter et forårsprogram med 12 koncerter fortsætter satsningen nu med et efterårsprogram, der byder på navne fra både Danmark, Norden og Nordamerika.
Sæsonen åbner den 2. september med et samarbejde mellem danske Justine Boesen og det finske band Polenta. Herefter følger blandt andre Bobby Tenderloin, J. Tex og Aske Skat, Elias Rønnenfelt samt Dissing & Las, der hylder Povl Dissings musik.
Også svenske Det Blev Handgemäng, danske LOUD TIGER og amerikanske Jill Andrews er på plakaten, ligesom publikum kan opleve en særlig julekoncert med country-tema senere på året.
Ifølge Kirstine Uhrbrand har publikum taget godt imod det nye koncept.
»Warehouse Folk er kommet virkelig godt fra start her i 2026 med både danske og internationale folk-artister af høj kunstnerisk kvalitet og en flot publikumstilslutning. Vi er utrolig glade og taknemmelige for den modtagelse Warehouse Folk har fået både fra fredericianerne og de gæster fra resten af landet, der har besøgt Tøjhuset til koncerterne. Nu er vi så klar med efterårsprogrammet, der rummer artister fra Canada, USA, Sverige, Finland og Danmark, og der er gode muligheder for at gå på opdagelse i programmet og opdage nye spændende folk-navne«, siger hun.
Samtidig løfter FredericiaLive allerede sløret for de første navne i 2027, hvor blandt andre John Jones fra Oysterband og bandet Mr. Irish Bastard er på vej til Tøjhuset.
Med det nye program fortsætter Fredericia dermed satsningen på at tiltrække både etablerede og nye navne inden for folkemusikken – og give publikum koncertoplevelser i intime rammer.









