Tomme ældreboliger koster Kolding syv millioner — nu skal udgiften ned

POLITIK. Kolding Kommune betaler i år knap syv millioner kroner for ældreboliger, som ingen bor i. Det tal har fået byrådsmedlem Mette Riis (A) til at bede om en orientering i Senior- og Sundhedsudvalget, og nu varsler hun et markant fald i udgiften.
»Som mange andre har jeg ofte ærgret mig over de penge, Kolding Kommune bruger på husleje til ældreboliger, der ikke er lejet ud. Det er en udgift, vi skal have fokus på,« siger Mette Riis.
Af kommunens 729 ældreboliger stod 72 tomme i august 2026. Når en ældrebolig er ledig, er det forvaltningen, der har anvisningsretten, og forvaltningen, der betaler huslejen til boligselskabet. Den udgift kaldes tomgangshusleje, og den har flere år i træk oversteget det budget, byrådet har afsat. I 2024 endte forbruget på godt 8 millioner kroner mod et budget på 4,8 millioner. For 2026 forventer forvaltningen et forbrug på knap 7 millioner kroner.
Mette Riis understreger, at kommunen aldrig helt kan undgå udgiften.
»Vi kommer aldrig helt til at undgå tomgangshusleje. Kolding Kommune betaler eksempelvis også husleje, når en bolig på et plejehjem står tom efter et dødsfald og skal gøres klar til den næste beboer. Det er en naturlig del af driften,« siger hun og fortsætter:
»Men når boliger står tomme i længere tid, skal vi reagere. Derfor er der sat en lang række initiativer i gang for at få de ledige boliger udlejet. Nogle af boligerne har stået tomme rigtig længe, og det skal vi have gjort noget ved.«
Problemet er ikke Koldings alene. En opgørelse baseret på tal fra Danmarks Statistik viser, at udgiften til tomgangshusleje pr. indbygger er steget i hele landet gennem de seneste år. På landsplan er den vokset fra 33 kroner i 2018 til 56 kroner i 2025. I Kolding lå tallet i 2025 på 73 kroner pr. indbygger. Til sammenligning betalte nabokommunen Fredericia 79 kroner pr. indbygger, mens Haderslev med 201 kroner ligger markant højere end de øvrige kommuner i regionen.
Forvaltningen arbejder på flere fronter for at bringe udgiften ned. I 2024 frikøbte man otte ældreboliger fra boligselskabet Domea på Toftegården i Jordrup for cirka en million kroner, hvilket reducerede de årlige tomgangsudgifter med 300.000 kroner. Aktuelt er forvaltningen ved at frikøbe seks boliger ved Lindely i Vamdrup, og der er indledende overvejelser om at frikøbe 20 boliger på Sct. Hedvigsvej i Kolding by. Samtidig har man lempet visitationskriterierne, så borgere uden funktionsnedsættelse efter en konkret vurdering kan anvises en ældrebolig, og primo 2026 blev der ansat en medarbejder, der målrettet skal nedbringe tomgangshuslejen.
Ifølge Mette Riis handler en del af arbejdet om at forstå, hvorfor borgerne siger nej til de boliger, de bliver tilbudt.
»Der bliver arbejdet målrettet med at finde ud af, hvorfor borgerne takker nej til de boliger, de får tilbudt, så vi kan få rettet op på de forhold, der står i vejen for en udlejning. Samtidig vil der blive gjort en indsats for, at lejemålene tager sig ordentligt ud og bliver præsenteret godt og professionelt,« siger hun.
Men bedre præsentation kan ikke stå alene, understreger hun. Nogle boliger vil være svære at leje ud, fordi de er for små, utidssvarende, dårligt indrettede eller for dyre, og dem skal kommunen arbejde på at afvikle.
»Det er ikke nogen enkel opgave, blandt andet fordi boligerne er opført med statsstøtte, og derfor er der nogle særlige vilkår, vi skal tage højde for,« siger Mette Riis.
Hun forventer, at indsatsen snart kan aflæses på kommunens økonomi.
»Vi er godt i gang. Og jeg forventer, at det arbejde, der nu bliver gjort, inden længe vil kunne ses i form af et markant fald i kommunens udgifter til tomgangshusleje,« siger hun.
»Jeg kommer til at følge arbejdet tæt, og jeg vil fortsætte det konstruktive samarbejde med mine kolleger i Senior- og Sundhedsudvalget om at få udgiften til tomgangshusleje ned på et fornuftigt niveau.«




