Fredericia Kommunes, direktør for vækst, miljø og klima, René Olesen har valgt at opsige sin stilling. Han begrunder det med, at han ikke længere kan yde det bedste for kommunen.
Beslutningen fra René Olesen kommer efter en række sager, hvor han og hans forvaltning har været genstand for massiv kritik. Beslutningen markerer en kulmination på flere års utilfredshed med ledelsen af teknisk forvaltning.
En af de mest opsigtsvækkende sager under René Olesens ledelse var salget af ejendommen Gothersgade 20b. Oprindeligt skulle erhvervsmanden Bent Jensen have købt bygningen for 20 millioner kroner, men handlen blev annulleret, da det kom frem, at teknisk forvaltning havde undladt at oplyse om bygningens dårlige tilstand. Ejendommen blev i stedet solgt til Vejle-firmaet UIV A/S for under halvdelen af det oprindelige beløb. Sagen kastede en skygge over forvaltningens troværdighed og skabte stor politisk og offentlig kritik.
Trafikregulering og Lidl
nylig har endnu en sag kastet lys over udfordringerne i teknisk forvaltning og skabt yderligere pres på René Olesen. Sagen drejer sig om opførelsen den nye Lidl-butik på Gl. Landevej, hvor forvaltningen stillede krav om, at Lidl skulle etablere en trafikregulering for at forbedre trafiksikkerheden i området. Problemet opstod, fordi de nødvendige kontraktuelle aftaler ikke blev udarbejdet korrekt. Dette har ført til, at Lidl nu nægter at gennemføre projektet, hvilket efterlader både kommunen og områdets beboere uden de planlagte forbedringer.
Vejarbejde og handelsliv
René Olesens afdeling har også været genstand for kritik i en række mindre sager, der dog har haft stor betydning for dagligdagen i Fredericia. Et af de mest omtalte eksempler er planlægningen af vejarbejde i centrum, som skabte stor frustration blandt byens handelsdrivende. Planerne om omfattende gravearbejde midt i julesæsonen blev opfattet som en potentiel trussel mod byens handelsliv, der i forvejen kæmper for at tiltrække kunder.
Presset fra erhvervslivet og en række byrådsmedlemmer førte til, at nogle af de planlagte projekter blev udskudt, men ikke uden at efterlade et tydeligt præg på relationen mellem teknisk forvaltning og erhvervslivet. Sagen blev endnu en sten i skoen for afdelingen, der i stigende grad blev anklaget for manglende forståelse for lokale behov og konsekvenserne af deres beslutninger.
Olesen: Jeg kan ikke yde mit bedste for Fredericia mere
Efter godt 12 år som ansat i Fredericia Kommune har René Olesen valgt at opsige sin stilling som direktør for vækst, teknik og klima i Fredericia Kommune.
– Jeg har valgt at sige min stilling op, fordi jeg ikke længere oplever, at jeg har mulighed for at yde mit bedste for Fredericia. Det samme gør sig gældende i forhold til mine medarbejdere og vores samarbejdspartnere. Derfor har jeg valgt at sige mit job op, og det her er en ordentlig måde at gøre det på, hvor jeg kan holde fast i mig selv og den person jeg er, siger René Olesen i en pressemeddelelse fra Fredericia Kommune og fortsætter:
– Jeg har været glad for min tid i Fredericia Kommune og jeg vil gerne sende en stor tak til alle jeg har arbejdet sammen med gennem årene. Jeg glæder mig til at gå på juleferie og gå ind i et nyt år med nye muligheder.
Fredericia Byråd samt chefer og medarbejdere i Fredericia Kommune er i dag orienteret om opsigelsen, som kommunaldirektør Thomas Jaap beklager at have modtaget:
– Jeg vil gerne takke René for den store indsats, han har leveret gennem mange år. Jeg er meget ked af at skulle miste René i direktionen, men jeg har dyb respekt for hans beslutning, og at han gør det på den her måde, fortæller meget om den ordentlighed, som René står for, siger kommunaldirektøren.
Det fremgår ikke af pressemeddelelsen fra Fredericia Kommune, hvem der midlertidigt overtager René Olesens stilling.