Torbjørn Bergerud har boet i seks byer i fire lande: I Fredericia henter han for første gang sin søn i børnehaven

SPORT. Torbjørn Bergerud var tolv år, da han første gang stillede sig i målet, og tretten, da han gik ud af det igen, og lige inden han fyldte fjorten, stod han der for tredje gang og blev der siden. Forklaringen er den enkleste, man kan forestille sig, for der var ikke noget at lave ude på gulvet, og god til at løbe er han i øvrigt ikke, så måtte han hellere blive stående og lade sig beskyde. Fodbolden fyldte ellers mest, indtil han var femten, og det var først den sommer, det gik op for ham, at han var håndboldspiller, og at han ville blive ved med at være det, blandt andet fordi han var betydeligt bedre til det end til fodbold, og fordi der er langt færre, der kæmper om pladserne i håndbold. Herfra gik det stærkt, med juniorlandshold, tre år i den øverste norske liga og en række valg, som i dag står som noget af det klogeste, karrieren har budt på.

»Jeg synes, jeg har truffet nogle gode valg. Først tog jeg et år i Sverige, hvor det gik rigtig godt, og derefter kom jeg til Danmark, som har en bedre liga. Den svenske liga var noget bedre end den norske, den danske var noget bedre end den svenske, og så kom Bundesligaen i Tyskland, som er den bedste liga i verden,« lyder det fra Torbjørn Bergerud.

Danmark kendte han i forvejen. Moderen er dansk og flyttede til Norge i 80'erne, hvilket forklarer det dansk, han taler i dag med en accent, kollegerne i klubben driller ham venligt for, og barndommens juleferier hos familien hernede blev siden fulgt af to ophold i dansk håndbold, to år i Holstebro og ét i GOG. Dertil kommer Flensborg, Trondheim og Polen, så listen over byer, han har kaldt hjem, er efterhånden så lang, at årene må tælles på fingrene, mens han remser dem op. »Jeg har i hvert fald oplevet en masse, prøvet lidt forskelligt og fundet ud af, hvad der passer til mig og min familie. Også når det gælder livet uden for banen,« konstaterer han.

Livet inde på banen har til gengæld altid handlet om det samme, at stå der, hvor boldene kommer. Det spørgsmål, folk altid stiller en målmand, hvordan man kan holde af at få bolde kastet mod sig med 140 kilometer i timen, har Torbjørn Bergerud derfor et svar parat på, som er givet mange gange før, og det handler om, at ingen begynder på toppen. »Jeg begyndte jo ikke med at stå på mål mod spillere, der skyder 140 kilometer i timen. Dengang skød de måske 60. Man følger med i udviklingen, efterhånden som de begynder at skyde hårdere, så man mærker ikke den store forskel. Det er jo ikke sådan, at de lige pludselig en dag bare skyder mega hårdt. Man starter heller ikke med at hoppe på den bakke, hvor de hopper 250 meter. Og man starter heller ikke med at bokse mod Mike Tyson,« lyder forklaringen.

Udviklingen bragte ham imens til det norske landshold i 2016, hvor han siden har spillet omkring 180 kampe, og året efter kom den oplevelse, der uden tøven står som karrierens største, VM i 2017, hans første slutrunde som førstemålmand og Norges første medalje nogensinde, en sølv. Den følelse, der knytter sig til den, er mere sammensat, end man skulle vente af en mand, der har vundet den slags. »Jeg skal ikke sammenligne det med at få et barn, for det er det største. Men det er noget af det bedste, man kan opleve, ud over det, der handler om familien, fordi det er noget, man har arbejdet hårdt for. Og når man snakker om det, kan det egentlig godt lyde lidt mærkeligt, at man bliver så glad for noget, der i bund og grund er underholdning. Det er jo ikke, fordi vi har gjort noget særligt for verden. Men det samler mennesker på en eller anden måde. Så nogle gange synes jeg, det er lidt mærkeligt, at man kan blive så glad for en medalje,« siger Torbjørn Bergerud.

Der er nu også en anden grund til, at han har det lidt svært med at sætte ord på det, og den kommer, når snakken drejer ind på, hvad han ellers ville have lavet, for svaret er kort. Ingenting. Hele livet har handlet om sport, og andet har han aldrig prøvet. Der er ingen uddannelse, kun et almindeligt arbejde i tre måneder, fra seks til tolv, før han skulle til træning, og det holdt kroppen ikke til, hvis han skulle blive god. Moderen blev ved med at spørge, hvornår han skulle i gang med at læse, lige indtil han var 25 og spillede i Bundesligaen, og så gav hun op.

Karrieren har siden ført ham hjem til Norge og videre til Polen, hvor han sidste år stod i mål for Champions League-klubben Wisła Płock med kontrakt til 2028, og det var der, det begyndte at knibe med det, der ligger uden for banen. Familien trivedes ikke i Polen, sønnen gik i børnehave hjemme i Norge, konen var der med ham, og til sidst blev det et liv i intervaller, fire uger i Polen, fire uger hjemme, nogle gange fem, aldrig samlet. Han ville ud af kontrakten, og da det til sidst lykkedes her i sommer, stod Fredericia klar. »Vi trivedes ikke som familie i Polen. Så jeg var nødt til at komme væk derfra, og vi prøvede at komme ud af kontrakten. Det lykkedes så til sidst, og Fredericia var positive og havde lyst til at hjælpe,« fortæller han.

Sportslige planer har han også, for han vil stadig gerne vinde noget, og det vil klubben også, hvilket i hans øjne gør det til et godt match, men når han skal forklare, hvorfor det blev Fredericia af alle steder, kommer svaret uden den indpakning, klubskifter ellers plejer at få. »Det var nok mere tilfældigt, tror jeg. Fredericia havde lyst til at hjælpe, og samtidig følte de, at jeg kunne bidrage med noget.«

En klub, der tilfældigvis havde tid og lyst i den uge, hvor en målmand havde brug for en udvej, og det var nok til at flytte en familie til en fæstningsby ved Lillebælt. Sønnen Theo er tre år og har talt meget om at komme hjem til Norge, men mærker nu ifølge faren, at Danmark og Fredericia også er noget, der kan hedde hjem, og konen trives, blandt andet fordi Danmark og Norge i hans udlægning mere eller mindre er det samme, og fordi hun er blevet en del af fællesskabet omkring holdets koner og kærester. Theo er faldet til i børnehaven, og alt det tilsammen giver noget, der har manglet i flere år. »Det er nemmere for mig at være hundrede procent fokuseret på mit arbejde, når jeg ved, at alle derhjemme har det godt,« siger han.

Efter et år, hvor han kun så sin søn hver fjerde uge, er det hverdagens mindste pligter, der betyder mest, og det ligger ham på sinde at få sagt, hvor længe han har været foruden dem. »Det er virkelig dejligt at få lov til at være en del af det, for det har jeg ikke haft mulighed for tidligere. Sidste år var de meget hjemme i Norge, og han gik i børnehave der i stedet, og det var bare hårdt. På det menneskelige plan var det svært, for jeg kunne godt se, at de havde det godt derhjemme, men jeg var ikke en del af det. Nu får jeg lov til at være en del af den gode hverdag,« fortæller han.

Den hverdag består af det samme som alle andres, at aflevere og hente, lave mad og alt det, man skal derhjemme, og af en by, familien er ved at lære at kende. De har været i Madsbyparken, som man ifølge ham ikke kommer uden om, de boede i centrum til at starte med og lærte gågaderne at kende, og stranden kalder han virkelig flot. Dertil har en professionel sportsmand med blik for logistik lagt mærke til afstandene, en times kørsel til Aarhus, tre kvarter til Odense, tyve minutter til Kolding og Vejle. »Man har så mange muligheder inden for kort afstand, synes jeg,« bemærker han.

Netværket uden for klubben er endnu tyndt, det medgiver han, for det er gennem spillerne og deres familier, at de kender folk, og det rækker indtil videre. Spørger man til fremtiden, bliver stemmen lidt tør, for forbehold er noget, man lærer i den branche. Polen skulle have været tre år og blev ét. Norge skulle have været resten af karrieren og blev tre. Kontrakten i Fredericia løber til sommeren 2029, og resten vil han helst lade være med at tænke på. »Jeg ved bare, at jeg lige nu er glad for at være her. Jeg ved, at jeg har en kontrakt frem til sommeren 2029, og så forholder jeg mig egentlig bare til det. Hvis jeg begynder at tænke på, om jeg har lyst til at tage et andet sted hen, så kommer mit hoved til at spekulere på helt andre ting, end det skal,« siger han og tilføjer, at han i princippet har to år, før han overhovedet behøver at overveje noget. Til den tid skal Theo også starte i skole, og om det bliver i Danmark eller et andet sted, ved han endnu ikke.

Indtil da er dagene ens på den gode måde. Om morgenen afleverer han Theo i børnehaven, og bagefter kører han ud til hallen og stiller sig i målet, som han gjorde, da han var tolv, og bliver stående, mens boldene kommer, som de altid har gjort. Lige nu, siger han selv, er han glad for at være her, og det er det vigtigste. Resten forholder han sig til, når tiden kommer.