Lokalhistorisk Arkiv er blevet en del af Kulturkasernen. Torsdag åbnes det populære arkiv officielt. Det har været en kæmpe opgave at flytte Lokalhistorisk Arkiv ind i de nye lokaler på Kulturkasernen. Ikke mindst på grund af den store mængde materialer, der skulle flyttes. Men nu er belønningen lige om hjørnet, for arkivet slår officielt dørene op den 23. februar 2023.
– Der er ikke mange byer i Danmark, der har en historie som vores, og derfor ligger vores arkiv også inde med en stor kulturarv, som er en naturlig del af Fredericias sjæl og identitet. Fra at være gemt væk i et villakvarter, får arkivet nu adresse på Kulturkasernen, og det i sig selv er med til at give fortællingen af byens historie et tiltrængt løft, siger Peder Tind, formand for Kultur- og Idrætsudvalget.
Det er ikke kun materialet, som har skiftet adresse, det er også medarbejderne for både arkivet og Bymuseets administration. Derudover vil de frivillige, der er tilknyttet arkivet, også får også en ny hverdag på Kulturkasernen. Ligesom på Frederik III’s Vej, vil der også på Øster Voldgade være en læsesal, som er offentligt tilgængelig, og der vil også blive holdt foredrag og andre arrangementer i de nye lokaler.
– Kulturkasernen er under forandring, og den gamle kaserne ved Østerstrand vil om få år være et epicenter for kultur i Fredericia. Der er allerede et væld af forskellige kulturtilbud på stedet, og med indflytningen af Lokalhistorisk Arkiv breder vi paletten af kulturformidling ud og gør fortællingen om Fredericias historie meget bedre, siger Turan Savas, formand for Kulturkasernen.
Indvielse af Lokalhistorisk Arkivs nye lokaler
Flytningen til de nye lokaler bliver fejret med en reception torsdag den 23. februar 2023 kl. 14.30-16.00 på læsesalen i Øster Voldgade 18, K, Stuen.
Til receptionen vil der blive lejlighed til at høre om flytningen og se de nye flotte lokaler, hvor Fredericias historie både gemmes og fortælles på bedste vis. Receptionen er åben for alle.