Trapholt har med projektet Trapholt ArtMates skabt et fællesskab for unge fra Kolding og omegn, med kunst og kultur som omdrejningspunkt. De unge planlægger selv alt fra kreative workshops og oplæg med kunstnere til fællesspisninger og udflugter. Det er en unik mulighed, siger en af de unge – og vigtigt for mental sundhed og trivsel, siger Trapholts direktør.

Kunst- og designmuseet Trapholt i Kolding er nu halvvejs i projektet Trapholt ArtMates, der blev opstartet i 2022. Projektet løber til og med 2025.

Trapholt ArtMates er et fællesskab bestående af 15 frivillige ambassadører, der planlægger og udvikler events og aktiviteter for unge i og omkring Kolding – med fokus på kunst, design og kunsthåndværk.

Et fællesskab på tværs af uddannelsessteder
Trapholt ArtMates er skabt for at åbne flere unges øjne for kunstoplevelser og for at skabe et fællesskab for unge i Kolding og omegn, i dette tilfælde på Trapholt.

– Tidligere har der ikke været et sted i Kolding, hvor unge fra forskellige uddannelser kunne mødes. Det har vi skabt med Trapholt ArtMates. Fællesskabet omfatter i dag studerende fra bl.a. Designskolen Kolding, Sonic College, SDU og IBA. Vi laver forskellige events, som fx fællesspisning, linoleumstryk og kreative aktiviteter på Trapholt samt studiebesøg hos kunstnere. Samtidig er vi tilstede i Kolding og omegn, bl.a. for at gøre nytilflyttere og studerende opmærksomme på tilbuddet, forklarer projektleder for Trapholt ArtMates, Terese Sau Hansen.

Medindflydelse højner relevans for de unge
Deltagerne i Trapholt ArtMates har selv indflydelse på hvilke arrangementer, der afvikles. ArtMates-ambassadørerne udvikler og driver også en podcast om kunst og kunstoplevelser, som Trapholt formidler.

– ArtMates giver os unge en unik mulighed for at komme tæt på kunstnere og få indblik i deres kunstneriske processer, tanker og perspektiver. Det er berigende, at vi selv får lov at tage ejerskab over processen. Vi er selv med til at planlægge og udvikle arrangementerne og dermed sikre, at de forskellige events er relevante og interessante for os som målgruppe. Mange af os frivillige er selv kreative, og Trapholt ArtMates giver os en ny forståelse af vores kreative praksisser og ikke mindst et fællesskab med ligesindede, fortæller Camilla Kirstine Vemmelund, der er en af ArtMates-ambassadørerne.

De næste events under Trapholt ArtMates forventes at blive studiebesøg hos danske kunstnere samt en fællesskabende kunstproces i samarbejde med kunstnere.

Kunstoplevelser vigtigt for unges trivsel
På Trapholt er man glad for at have fået en stærkere tilknytning til de unge i Kolding og omegn – og at give de unge positive oplevelser med kunst og kultur, siger direktør Karen Grøn:

– Unge er en underrepræsenteret gruppe på museet og i dansk kulturliv generelt. Det er en skam, især taget i betragtning hvor vigtigt kunst og kultur er for mental sundhed og trivsel. Med Trapholt ArtMates ønsker vi at skabe et socialt fællesskab, der inspirerer de unge til at bruge kunst- og kulturlivet – og selvfølgelig give dem gode oplevelser på Trapholt, understreger hun.

Projektet Trapholt ArtMates er finansieret af Slots- og Kulturstyrelsen. Trapholt arbejder i øjeblikket på en plan for at videreføre en unge-indsats, når dette projekt afsluttes i 2025.

Om Trapholt ArtMates
Trapholt ArtMates er et fællesskab bestående af 15 ambassadører, der frivilligt planlægger og udvikler events og aktiviteter for unge i og omkring Kolding. Formålet er at åbne flere unges øjne for kunstoplevelser og at skabe et fællesskab for unge i Kolding og omegn.

Fællesskabet drives af kunst- og designmuseet Trapholt, der ligger naturskønt ud til Kolding Fjord.

Trapholt ArtMates afvikler omkring 6events årligt, hvor alle unge er velkomne. Nogle events er gratis, mens andre koster et symbolsk beløb. Eksempelvis koster det 50-75 kr. at deltage i fællesspisning, inkl. entré til Trapholt.

https://www.ibc.dk/fredericia-middelfart/uddannelser/hf-og-vuc/