KRIMI. Tre personer forventes torsdag at blive fremstillet i grundlovsforhør efter onsdagens politiaktion i området ved Lunderskov, hvor fire personer oprindeligt blev anholdt i en sag om trusler og afpresning.

Sydøstjyllands Politi rykkede massivt ud klokken 12.53 onsdag. Både betjente og hundepatruljer var til stede i området i flere timer, mens politiet søgte efter spor i sagen. Politikredsen har ikke oplyst nærmere om, hvad de anholdte konkret er mistænkt for.

Aktionen førte til, at fire personer blev anholdt, men én af dem, en 35-årig kvinde fra Kolding, er siden løsladt. Hun er dog fortsat sigtet i sagen.

De tre, der forventes fremstillet i løbet af torsdagen, er en 34-årig mand fra Kolding, en 31-årig kvinde fra Vejen og en 35-årig mand fra Kolding.

Efterforskningen i sagen fortsætter.

Det oplyser Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi torsdag morgen.