KRIMI. For tredje gang på under en uge har en ældre borger i Koldingområdet været udsat for bedrageri af personer, der udgav sig for at komme fra en bank. Denne gang gik det ud over en 79-årig kvinde fra Christiansfeld, der fik hævet 14.800 kroner.
Det oplyser Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi.
Kvinden blev torsdag klokken 16.00 kontaktet på Mengvej af en person, der udgav sig for at være fra banken. Efterfølgende kom en mand ind på hendes adresse, hvor hun udleverede to dankort og en mobiltelefon. Der blev derefter hævet 14.800 kroner i en hæveautomat i Christiansfeld.
Sagen føjer sig til to lignende fra tirsdag. Her fik en 98-årig mand på Rensdyrvænget i Kolding franarret kontanter af en person, der i telefonen hævdede at være fra forsikringsafdelingen i en bank, mens en 88-årig kvinde på Sønder Havnegade fik frataget sit dankort af to mænd, der ligeledes udgav sig for at komme fra en bank. I den sag blev der hævet 14.000 kroner.
Sydøstjyllands Politi har tidligere advaret mod tricktyverier af denne type, hvor primært ældre franarres hævekort og koder af gerningspersoner, der udgiver sig for at være bankbude. Politiets budskab er, at banker aldrig sender medarbejdere ud for at hente kontanter, betalingskort eller koder hos borgerne.







