Tungvognskontrol: Massive fejl og overlæs på vogntog ved Middelfart

0

Omfattende overlæs og massive fejl på et litauisk vogntog resulterede lørdag i en stor bøde, kørselsforbud for køretøjerne og en mulig frakendelse af førerretten til chaufføren, skriver Sydøstjyllands Politi, i en pressemeddelelse.

Lørdag den 11. februar 2023 ca. kl. 11.20 standsede Tungvognscenter Syd, Sydøstjyllands Politi et litauisk vogntog i en kontrol på Fynske Motorvej ved Middelfart. Vogntoget bestod af en varebil og en efterspændt påhængsvogn med to store personbiler på ladet.

Under kontrollen viste det sig, at både varebilen og påhængsvognen havde overlæs – på henholdsvis 72% og 33%. Og hvor vogntogets samlede vægt ifølge varebilens typegodkendelse maksimalt måtte være 6.000 kg, blev vogntoget målt til 11.140 kg – altså 85% for meget.

Massive fejl på den tekniske tilstand

Da en bilinspektør blev tilkaldt til yderligere undersøgelser, blev der også fundet massive fejl på vogntogets tekniske stand. ABS-bremserne virkede ikke på varebilen, bremsevirkningen var 18%, hvor kravet er minimum 50%, og takografen, der registrerer chaufførens køre/hviletid, virkede heller ikke. På påhængsvognen viste bilinspektørens undersøgelser, at der ikke var nogen bremsevirkning overhovedet, der var skade på dæk til karkassen og fare for dæksprængning.

Alt i alt gav det store overlæs og de alvorlige fejl et kørselsforbud til køretøjerne, som fik hjullås på, en samlet bøde på 46.500 kr. og chaufføren indkaldes nu til retsmøde med henblik på frakendelse af førerretten.