Tyv stak af med telefon og blev indhentet

KRIMI. Et salg af en mobiltelefon endte med en løbetur gennem Fredericia Banegård, da køberen i går aftes klokken 20.16 stak af med telefonen uden at betale.
En 24-årig kvinde fra Herning havde sammen med sin kæreste aftalt at mødes med køberen på banegården. Da køberen fik telefonen i hånden, løb han af sted gennem banegården. Det gik dog ikke, som han havde regnet med. Kvindens kæreste, der også er 24 år og fra Herning, løb hurtigere end ham, fik ham indhentet og holdt fast i ham, indtil politiet kom og overtog.
Turen var ifølge politiet ikke særlig lang, for patruljen var tæt på.
En 29 år gammel mand med ukendt adresse er nu sigtet for tyveri af mobiltelefonen.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis døgnrapport den 21.10 kl. 09.00 af politikommissær Arno Rindahl Pedersen.



