KRIMI. Der har søndag været indbrud i en villa på Fjordvang i Kolding. Indbruddet er sket i tidsrummet mellem klokken 00.00 og klokken 10.30 søndag.
Gerningsmanden eller -mændene har forsøgt at afliste en rude i soveværelset, hvilket fremgår af 7 millimeter dybe spor i karmen. Da det ikke lykkedes, blev ruden i stedet knust, så man kunne række ind og åbne indefra.
I villaen er der rodet i skuffer og skabe. Der er stjålet en pung med et mindre kontantbeløb samt et smykkeskrin med en sølvbroche, to par guldøreringe og en guldhalskæde.
Politiet har ikke opgjort en samlet værdi af det stjålne.
Det oplyser Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi.








