Fredericia har fået besøg af indbrudstyve, der tydeligvis går op i en renere tilværelse. Mellem lørdag eftermiddag og søndag morgen blev en rude knust hos Skousen på Søndermarksvej, og gerningsmændene slap afsted med varer for omkring 75.000 kroner.
Støvsugere og airfryers i tyvenes favør
Indbruddet skete i tidsrummet fra lørdag klokken 15.30 til søndag klokken 10.00. Vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd fortæller, at tyvene først knuste en rude for at få adgang til butikken.
– En rude er blevet knust, og tyvene har været rundt i butikken, siger han.
Der blev stjålet 12 ledningsfrie støvsugere, en robotstøvsuger, to airfryers og en mindre sum kontanter. Tyvekosterne har en samlet værdi af omkring 75.000 kroner.
Ingen mistænkte – men politiet undersøger sagen
Politiet har endnu ingen mistænkte og arbejder nu på at finde spor, der kan føre til gerningsmændene.
– Vi undersøger, om der er videoovervågning, der kan hjælpe os videre i sagen, men vi har på nuværende tidspunkt ikke noget konkret, fortæller vicepolitikommissæren afsluttende.