Mette Tranborg støder til EM-truppen i aften. Hun er indkaldt som et defensivt add-on til truppen.

Landstræner Jesper Jensen har valgt at indkalde den stærke Esbjerg-spiller for at få flere muligheder i defensiven.

– Mette Tranborg har en enorm rutine qua sine mange slutrunder, og vi tror på, at hun kan komme ind og blive et stærkt add-on til især vores defensiv. Hun kan dække flere positioner i forsvaret, og på den måde føler vi, at vi får flere muligheder at arbejde med. Vi er glade for, at Mette har sagt ja til at træde til med så kort varsel, siger Jesper Jensen og tilføjer:

– Stine Eiberg har gjort det rigtig godt, og vi er sikre på, at hun også i fremtiden bliver en vigtig brik for landsholdet, Jesper Jensen.

Mette Tranborg er helt fit for fight efter at have døjet lidt med en skade i læggen, og hun vil derfor være klar til kamp med det samme.

Med Tranborgs indtræden i truppen rykker Stine Eiberg over i samme rolle som Elma Halilcevic. Det betyder, at truppen nu udgøres af 16+2 spillere. Det vil sige, at Stine Eiberg og Elma Halilcevic som udgangspunkt kun kommer i aktion, hvis der opstår skader eller brug for pause hos andre spillere.

Danmark spiller næste kamp ved EM lørdag den 7. december kl. 18.00 mod Tyskland.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her