Formand for Senior- og socialudvalget, Søren Larsen (A), fortæller, at der ikke er noget nyt i det, der er kommet frem om Kobbelgården i den seneste tilsynsrapport. Dog understreger han stadig, at forholdene ikke er i orden.
Ved en fejl tilbage i marts blev der offentliggjort en tilsynsrapport, der var undervejs omkring Kobbelgården. Forholdene pegede på en række kritisable forhold, hvor der var over 40 ting, som styrelsen ikke mente, havde den fornødne kvalitet.
Siden kom det frem, at rapporten ikke skulle have været offentliggjort på daværende tidspunkt. Den var under udarbejdelse, og nu er den færdiggjort og blevet offentliggjort den 8. april. Nu er det op til forvaltningen at lave en handleplan inden for fire uger, der ifølge Socialtilsyn Syd skal være en omfattende genopretning af tilbuddets kvalitet i forhold til sundhed og trivsel, organisation og ledelse samt kompetencer.
I kølvandet på al omtalen af sagerne på Kobbelgården er Holger Torp ikke længere ansat som voksenhandicapchef i Fredericia Kommune. Parterne blev enige om at indgå en fratrædelsesaftale, og som midlertidig afløser for Torp har man indgået en aftale med firmaet Komponent om, at de har en ekstern person til at lede Kobbelgården frem til sommer, hvor en permanent løsning forventes ansat.
Siden de seneste trufne beslutninger er der ikke sket noget nyt. Til gengæld vil der formentlig komme en orientering omkring det seneste nye, når Senior- og Socialudvalget mødes den 16. april.
– Politisk har vi ikke truffet nogen nye beslutninger, og jeg har som tidligere udtalt, at de belyste forhold ikke er acceptable, og at det er udvalgets helt klare forventning, at kommunens ansatte får styr på Kobbelgården, så beboerne oplever kvalitative botilbud, som de pårørende er trygge ved, og så der samtidig fokuseres på, at Kobbelgården skal være en god arbejdsplads, siger Søren Larsen.
Det nye skærpede tilsyn og påbud var forventeligt, slog koncernchef for social og handicap, Henriette K. Graversen, tidligere fast over for AVISEN.
– Rapporten læner sig op ad det, vi vidste i forvejen, og der er ikke nogen nye oplysninger. Eneste forskel er, at tilsynet nu har truffet en afgørelse, forklarede Graversen.
Dermed læner hun sig op ad Søren Larsen. Nu er det op til Fredericia Kommune at udarbejde den nødvendige handleplan inden for tidsrammen på fire uger.