I forbindelse med markeringen af 175-året for 6. juli er der opsat pynt rundt omkring i Fredericia centrum. Noget af det er blevet ødelagt og andet stjålet. Det ærgrer Susanne Eilersen (O).

5.-6. juli-festlighederne løber snart af stablen, og forberedelserne har været i gang længe. Fornylig er der blevet opsat pynt i byen som følge af det.

Det er blevet positivt bemærket af de forbipasserende, der har kunnet se både en ren by og en by, hvor der er gjort noget ud af det med pynt. Nu er der dog sket flere episoder, der har fået formanden for Bosætnings- og Turismeudvalget, Susanne Eilersen, til at komme med en opfordring.

– Der er mange, ligesom mig, der synes, byen fremstår flot og pæn i forbindelse med jubilæet. Men jeg har selv set og oplevet, at noget af det er ødelagt og andet stjålet. Det er jeg rigtig ked af, fordi hvis vi vil have en by, der fremstår pæn til festlighederne, så skal vi holde øje med det selv, og selvom man drikker øl til fodbold, skal man ikke ødelægge det. Jeg opfordrer alle til, at vi skal have en pæn by og have selvjustits og behandle tingene ordentligt, siger Eilersen.

Festlighederne i forbindelse med 5. og 6. juli har fået et nøk i år. Det sker, da det er 175-året for, at de danske soldater sejrede over de slesvig-holstenske styrker, og siden dengang har fæstningsbyen Fredericia markeret Slaget ved Fredericia. I den forbindelse pyntes fæstningsbyens gader traditionen tro op, og det er i den forbindelse, at den pågældende pynt, der nu er blevet udsat for hærværk og noget stjålet, er blevet sat op.