I’m Not Like Everybody Else” vrisser sangeren, Sebastian Wolff på den seneste udgivelse med Esbjerg-bandet, Kellermench.
Det må siges at være så sandt ,som det er sagt, sunget og skrevet.
Hverken stemme, fremtoning eller skrivemåde er oplevet før på disse breddegrader. Måske ikke nogen steder på kloden overhovedet.
Det samme kan rent faktisk siges om det skramlende rock-band, Kellermench. Deres kantede, dramatiske, mørke, til tider brutale musikudtryk er i en liga og retning helt for sig selv.
Men Sebastian Wolffs desperate, store, lyse stemme, hans åbenlyse talent for at skrive skæve sange, kombineret med den særprægede, særlige Kellermensch sound var denne lørdag i Tøjhuset en øjenåbner og en sand åbenbaring.
Når et band som Kellermensch samme år både spiller på Copenhell og Tønder festivalerne vidner det jo i øvrigt om, at de 6 bandmedlemmer ikke sådan lige er til at sætte i musikalsk bås.
Så det undlader vi.
Uortodoks instrumentering.
En udsolgt sal fik fra første skæve, hylende, høje tone en tur rundt i mega mørke metal-melodier, tilsat trædeorgel, violin og sågar lidt cello.
Den mildes talt uortodokse kombination af instrumenter og forskellig sang-teknik virkede overraskede godt. Hvem havde troet, at brutal støj-guitar rimer på smukt, elegant violin-spil?
I Kellermensch universet virkede det som en selvfølgelighed.
Sandelig ikke om mikset af sanger, Sebastian Wolffs lyse, desperate stemme flugtede og fungerede fantastisk sammen med trædeorgel- tryllekunstner og grunge growlende Christian Sindermann. Deres “sam-sang” var en eventyrlig energiudladning af forrygende format. Endnu et dramatisk virkemiddel, som ramte plet.
Veloplagt bigband
Det 8 mands store band virkede virkelig veloplagte. Publikum, som primært var Esbjerg-borgere, kommet til Fredericia i flere fyldte busser, blev forkælet med en virtuos guitarpræstation på “Follow You Around”.
Vi fik en forførende rytme på den blues-baserende “Mediocre Man”. Mediocre betyder middelmådigt. Men der var absolut intet middelmådigt over hverken præstationen eller sangen.
I sange som “I’m Not Like Everybody Else” og “Rattle The Bones” følte det hengivne hav af fans sig hensat til den legendariske engelsk punk-band, The Clash og deres signatur-sang, “London Calling”. Vital vildskab, podet med omkvæd lige til højskolesangbogen!
Mod slutningen af den grænseoverskridende, gode koncert fik publikum en nøgen, nedbarberet version af sangen,”30 Silver Coins”. Sebastians nærværende stemme, kun kombineret med underspillet violin og lidt støjguitar. Et smukt, magisk øjeblik.
Rocken er i live
Koncerten sluttede majestætisk af med slag-sangen, “Army Ants”. En slags hymne og endnu et betagende, brutalt nummer, hvor hele salen sang med på det mundrette omkvæd.
Hvis den stadig støt stigende samling af Kellermensch-fans kaldes en hær af myre, så har den armé lige fået endnu en ny fan under fanerne i form af mig.
Kellermensch koncerten viste nemlig, at hvis jeg troede, at rocken er død, så skal jeg tro om.
Fra en kælder i 6705 Esbjerg Ø er rocken genopstået i form af Sebastian Wolffs og de fem andre kældermennesker.
Lørdagens præstation var umenneskelig god. Fordi det var kunst med kant. Fordi det var suveræne sange. Fordi det var modige melodier, og fordi kælder-folket er fyldt med monster-gode musikere.
Helt sikkert en af årets bedste danske koncerter i 7000 Voldbyen.
