Jonas Kruse var skadet i store dele af sidste sæson, men nu han er tilbage i fulde omdrejninger. I de to seneste ligakampe har han fået spilletid for FHK, og den tillid han har fået, er han glad for.
21-årig Jonas Kruse havde en skadesplaget sidste sæson, men på trods af det udviste klubben ham tillid ved at forlænge kontrakten med yderligere en sæson. Nu er han tilbage i fuld vigør, og indgår i ligatruppen samtidig med, at han får spilletid på 2. divisionsholdet.
Tirsdag aften var han udtaget til ligakampen mellem FHK og TMS Ringsted, hvor han fik den sidste del af kampen på banen, og han var med til at gøre en sejr hjem på 33-26.
– Det var var en kamp, der lignede en svær kamp forud, da de slog Skanderborg AGF og har en masse fart, men vi tacklede det rigtigt og derfor kom vi foran og lukkede kampen som vi har haft svært ved tidligere, siger Jonas Kruse.
Kruse kom selv på banen, ligesom det var tilfældet mod SønderjyskE. Mod TMS Ringsted blev det til et enkelt mål.
– Det er fedt, at man kan se, at man få noget ud af det man laver til træning. Den tillid jeg får, er jeg glad for, siger Kruse.
Den unge playmaker har ikke nogen decideret opskrift på, hvad han har gjort for at få chancen, udover at klø på.
– Det er bare at gøre det så godt til træning, og jeg har prøvet på det, og Gudmundur har vist tillid til mig og det er jeg glad for, fortæller Jonas Kruse.
At spille med 2. divisionsholdet og på ligaholdet er en stor forskel. Både sportsligt, men også spillemæssigt, da Jonas Kruse har to forskellige roller alt efter, hvilket hold han spiller på.
– Jeg føler, at jeg har en god fart og en god forståelse for spillet med at sætte fx en skytte som Taboada op.
Næste gang Jonas Kruse får muligheden for mere spilletid på ligaholdet er på søndag, hvor holdet på udebane møder GOG.