Der var klasseforskel på Veszprem og FHK, der onsdag aften krydsede klinger i Champions League. Ungarerne endte med at besejre det fredericianske mandskab med 40-31.

De store drenge var kommet til byen. Veszprem gæstede onsdag aften Fredericia Håndboldklub på deres Champions League-hjemmebane i Odense. I den store arena, hvor der var lige knap halvdelen af de 4.000 pladser fyldt, ventede en særlig oplevelse. Ikke mindre end verdens bedste klubhold skulle stå overfor FHK, og når man ser på den fredericianske klubs historik, er det surrealistisk.

Fra Jyllandsserien i 2012 til at stå overfor Veszprem, der i efteråret vandt VM for klubhold i 2024, er det en vild rejse, og at de vandt, er ikke nogen overraskelse. Alene deres trænerstab er frygtindgydende med Xavier Pascual, der har vundet et utal af titler med Barcelona, og han er flankeret af de to tidligere topspillere Antonio Garcia og Arpad Sterbik, hvor særligt sidstnævnte giver genlyd. På banen finder man verdensklassespillere som Rodrigo Corallos, Luka Cindric, Nedim Remili og ikke mindst Ludovic Fabregas.

Men det stoppede ikke FHK, tværtimod. FHK dikterede kampens indledning imod det ungarske storhold. 8-4 viste stillingen efter en vild indledning på kampen, hvor Reinier Taboada kunne gå på vandet, og i målet diskede Sebastian Frandsen op med store redninger.

Det var dog en stakkels frist. Klasseforskellen mellem de to hold viste sig senere hen, og det blev tydeligt, hvorfor Veszprem er suveræn nummer et i Champions League-puljen, mens FHK efter overvejende sandsynlighed ikke går videre efter nederlag på udebane til både Eurofarm Pelister og Wisla Plock. Virkeligheden ramte FHK, da Veszprem udlignede til 10-10 og efterfølgende bragte sig i front med 12-11. FHK hang på til 13-13, men så gik den ikke længere.

I mellemtiden gik der et gisp igennem publikum, da Sebastian Frandsen pludselig gik i jorden. Den langlemmede keeper tog sig til ribbene og måtte lade sig udskifte med Rasmus Storm, men dog kun for en stund viste det sig. Med Thorsten Fries skadet og ude i flere uger endnu, ville det have været katastrofalt for FHK, hvis Frandsen også gik i stykker.

I stedet kunne fokus igen rettes på kampen, hvor Veszprem gjorde, hvad der passede dem i den sidste del af første halvleg. De ungarske verdensstjerner endte med at gå til pause foran 20-15 efter, at FHK dummede sig i første halvlegs sidste minut. Chancen for at reducere til 16-19 var til stede, men i stedet skød Reinier Taboada på mål alt for tidligt i stedet for at spille bolden rundt. I stedet kunne Veszprems højre fløj fra Belarus, Mikita Vailupau, score første halvlegs sidste mål.

Anden halvlegs begyndelse gav ikke forhåbninger om et stort comeback. Sebastian Frandsen lod sig udskifte efter ti minutter af anden halvleg, og ind kom igen unge Rasmus Storm. Frandsen fik dog ikke behandling på bænken, og derfor lignede det ikke, at der var nogen ko på isen i forhold til en eventuel skade.

Angrebsmæssigt var FHK gået over til at spille syv mod seks. Det var med blandet succes. Engang imellem lykkedes det, men andre gange gik det galt, og det er sådan, som det er mod et hold af Veszpréms kaliber. I stedet kunne FHK hæfte sig ved, at de ikke stod til at få bøllebank, som man på forhånd kunne frygte. Midtvejs i anden halvleg var stillingen 28-22, og selvom FHK ikke stod til at få point, havde de leveret en hæderlig indsats, som de godt kunne være bekendt.

Præcis midtvejs i anden halvleg blev det også signalet til flere af FHK’s etablerede profiler om, at nu var det tid til en slapper, og der er en vigtig kamp på lørdag, som har større prioritet. Ud gik William Moberg og Evgeni Pevnov, hvilket sendte et klart statement, men det ændrede ikke på, at FHK stadig viste sig frem på den helt store internationale scene.

Som kampen skred frem, lavede FHK flere og flere fejl. Det blev derfor grimmere og grimmere på måltavlen. Ti målsføringen kom ved 38-28, og føringen nåede op på 40-29, inden FHK scorede kampens sidste to mål og tabte med 40-31 til den ungarske stormagt fra Veszprem.

Næste gang FHK skal i kamp er på lørdag, hvor der er vigtige point på spil i ligaen, når TTH Holstebro gæster Fredericia.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her