Børn, Kultur og Fritidsudvalget i Middelfart Kommune har besluttet at holde ungdomsskolens tilbud på Bjergbanken lukket.
På udvalgsmødet blev udvalget orienteret om status på ungdomsskolens tilbud i forbindelse med den midlertidige lukning af ungdomsklubben Bjergbanken, som forbliver lukket. Medlem af udvalget, Lasse Schmücker (Ø), bekræfter, at tilbuddet fortsætter med at være midlertidigt lukket.
Den midlertidige lukning af ungdomsklubben Bjergbanken blev effektueret med udgangen af uge 47, 2023. Der var indtil da både juniorklub og ungdomsklub i Bjergbanken. I forhold til den midlertidige lukning vedrører det udelukkende ungdomsklubben. Ungdomsklubbens målgruppe er fra 7. klasse til og med 17 år. Inden lukningen var der ungdomsklub i Bjergbanken to dage om ugen (tirsdag og torsdag fra kl. 19.00-21.30).
Baggrunden for lukningen var, at der gennem en længere periode havde været problemer i området omkring stationen og Bjergbanken, særligt på de dage, hvor ungdomsklubben havde åbent.
Udvalget fik en orientering om, at ungdomsklubben Bjergbanken fortsat er lukket, og at der ikke er konkrete planer om en genåbning. Som alternativ til klubtilbuddet tilbydes nu i samarbejde mellem klubbens ledere og medarbejdere og SSP forskellige gruppetilbud til de unge, som benyttede Bjergbanken inden lukningen. Formålet med grupperne er at skabe fornuftige fællesskaber for de unge gennem aktiviteter, som de unge selv er med til at beslutte. Der er for nuværende oprettet tre ungegrupper, som mødes en til to gange om ugen sammen med personale. I disse grupper deltager i alt ca. 15-20 unge.
I forbindelse med budgetaftalen for 2024 blev der blandt andet afsat midler til en “trivselspulje til at fremme unges mentale sundhed” under Skoleudvalget. En del af denne trivselspulje udgøres af 200.000 kr. til sommer- og vinteraktiviteter i Ungdomsskolen. Efter drøftelse med Skoleudvalget er det planen, at midlerne anvendes som følger:
- 100.000 kr. til aktiviteter rettet mod udsatte unge. Disse bruges blandt andet til de aktiviteter, som pt. foregår i ungegrupperne fra Bjergbanken. Eksempler på gennemførte aktiviteter er madlavning, go-cart og bowling.
- 100.000 kr. til aktiviteter rettet mod alle unge. Disse aktiviteter udbydes i samarbejde med erhvervslivet i lighed med 2023. Eksempelvis kan nævnes tilskud til biografbilletter, padel og besøg i Kreaværk. Aktiviteterne tilbydes ved, at Middelfart Kommune betaler en andel af prisen, at den enkelte samarbejdspartner giver en andel i rabat, og at der er en mindre egenbetaling tilbage til den unge.
Hvornår der træffes en beslutning om, hvorvidt ungdomsklubben Bjergbanken skal være lukket permanent, fremgår ikke af sagsbeskrivelsen, som er lagt ud af Middelfart Kommune.